Nej, Vince Staples lyder ikke som han plejer på sit nyeste album
Jeg har set mange skuffede reaktioner på Vince Staples’ nye selvbetitlede album, der landede i fredags.
Jeg må også indrømme, at min første gennemlytning var så uforløsende, at jeg øjeblikkeligt efter at have hørt ‘Vince Staples’ satte forgængeren ‘FM!’ fra 2018 på.
Både ‘FM!’ og ‘Vince Staples’ varer kun 22 minutter. Og de er nok rapperens mest spiselige, mindst eksperimenterende udgivelser. Men derudover kunne de næppe være mere forskellige.
‘FM!’ var sarkastisk, højtråbende og aggressiv – og selv i de mest desperate momenter, var der som regel et glimt i øjet. Der var godt med puls og energi i Kenny Beats’ produktioner, der gav albummet noget nerve hele vejen igennem. Og der var stærke hooks, der satte sig fast med det samme.
‘Vince Staples’ er en langsom, tænksom udgivelse, hvor der tit bliver set indad. Og når blikket endelig vendes ud mod verden, er tonen ikke rapkæftet længere – den er opgivende.
Vinces måde at rappe på er mere syngende og markant mindre skinger end før. Men paradoksalt nok er sangene også markant mindre catchy.
Kenny Beats er tilbage i producerstolen. Men jeg havde aldrig gættet, at det var ham, hvis det ikke stod sort på hvidt. Det er hans mest tilbageholdende beats nogensinde. Men de virker rigtig godt.
Den tykke, men samtidig spartanske bas på en sang som ‘Sundown Town’ har en rolig melankoli over sig, og en øm, lidt Frank Ocean-klingende guitar i baggrunden er en vidunderlig detalje, der gør, at musikken får endnu flere emotionelle nuancer.
Så når man først overgiver sig til idéen om, at det her altså ikke er Vince Staples med konstant smæk på og fart over feltet, så virker det faktisk ret godt på sine egne præmisser.
Generelt har jeg længe ønsket, at Vince Staples-album gjorde plads til mere sårbarhed (se blot min ‘FM!’-anmeldelse), så et eller andet sted er ‘Vince Staples’ jo lige det album, jeg har bedt om.
Et stærkt nummer er eksempelvis ‘Taking Trips’. Her reflekterer Vince Staples over, hvordan han endte i et liv præget af vold og kriminalitet.
Den sang krydser ganske kløgtigt mellem en nutid, hvor han skildrer hvilket liv, det var, og en fortid, hvor en barnestemme fortæller, hvordan han havde brug for at rode sig ud i noget lort for at blive accepteret af sin omgangskreds. Denne kontrast mellem den voksnes angst og barnets uskyld er effektiv.
Mere kontrast er til gengæld også det, jeg savner mest ved albummet.
‘Vince Staples’ er en række tålmodige refleksioner over en intens verden. Men det er et album totalt uden intense øjeblikke – en disciplin Vince Staples ellers alle dage har været ekspert i.
Tænk tilbage på et nummer som gennembrudshittet ‘Norf Norf’, der skildrede livet på North Long Beach i så brutalt tempo, at man som lytter følte sig omgivet af kvarterets kaos.
Hvis et nummer, der provokerede så umiddelbare kropslige reaktioner, var kommet inden ‘Vince Staples’-tracket ‘Take Me Home’, havde det nok ramt endnu hårdere, når han på det nummer konfronterer sin egen dødelighed.
Der er derfor – trods solid sangskrivning og gribende produktioner – ikke ligefrem noget moment, hvor jeg kommer totalt i mine følelsers vold og får gåsehud eller noget i den stil.
Men det er fedt at komme tættere på Vince end før. Han tør lade sig selv blive skrøbelig og dybt personlig, og det er spændende at følge med i. Så selv om ‘Vince Staples’ ikke ligefrem er det, man forventer af et nyt album fra hans side, er det absolut det værd at give det et lyt med et åbent sind.
Kort sagt:
Vince Staples’ nye album er overraskende roligt i tonen. Men det er også skrøbeligt og personligt på en måde, som hans tidligere output ikke har været. Der er både stærke (men ukarakteristiske) Kenny Beats-produktioner og solid sangskrivning, så det er absolut værd at give en chance.