‘FM!’ er Vince Staples’ hidtil sjoveste album
Hvis man har hørt meget Vince Staples gennem tiden, vil det ikke være underligt, hvis hans tredje album, ‘FM!’, efterlader et noget fladt førstehåndsindtryk. Jeg sad lidt og ventede på hæsblæsende socialrealisme a la ‘Summertime ’06’, hårdfør introspektion a la ‘Prima Donna’ eller gakkede lydeksperimenter a la ‘Big Fish Theory’.
Tonen på ‘FM!’ er i stedet sassy, sarkastisk og fyldt med den grovkornede humor, Staples også har brugt til at tackle alvorlige emner i interviews. Det gælder både i musikken og i teksterne, hvorfor ‘FM!’ ubetinget er Staples’ sjoveste og mest lyttervenlige udgivelse hidtil.
Rapperen har indrammet dette blot 22 minutter lange album som et afsnit af radioprogrammet ‘Big Boy’s Neighborhood’. Denne indpakning fungerer fornemt til at få skabt et stærkt flow mellem sangene, så albummet fortsat er virkelig let at sluge.
Han har samarbejdet med en række producere, mest mærkbart Kenny Beats og Nagler, der giver ham en mere trappet, trendy lyd end normalt, dog uden at hans vanvittige personlighed går tabt. Vince Staples er en klapperslange, der ikke kan tæmmes, end ikke af radiosyndikeringens hårde hånd.
Som store radiostationer så ofte bryster sig af at få premiere på ny musik, kan ‘FM!’ byde på snigpremierer på små lydbidder fra kommende Earl Sweatshirt- og Tyga-sange. Man skal vist være overordentligt stor Tyga-fan for at komme op at køre over 30 sekunder ny musik fra en rapper så produktiv som Tyga, men at bruge ‘FM!’ til at bryde flere års musikalsk tavshed fra Earl er da lidt af et scoop. I begge tilfælde gør det dog, at disse bidder vil føles forældede, så snart sangene udkommer i deres helhed.
Hvis man ser bort fra interludierne, har Vince skrevet otte skarpe, relativt korte sange, alle i den mere energiske og hook-orienterede ende af hans univers. Uanset om han selv tager sig af omkvædet, eller overlader det til et af albummets overraskende mange gæster, er det som oftest virkelig catchy og veloplagt til resten af sangens stemning. Hvis ét omkvæd dog udmærker sig, er det ‘Don’t Get Chipped’, hvor Jay Rocks kølige stemme giver refrænet en kontrolleret, veloplagt levering.
Så godt som denne mere mainstreamvenlige udgave af Vince fungerer, så er der altså også nogle punkter, hvor han ikke når samme højder som på tidligere udfoldelser. Den sarkastiske stil fungerer godt til at belyse alvorlige emner fra en ny, ganske bidende vinkel – men han kommer desværre ikke nær så meget i dybden med tematikkerne, som han typisk har kunnet.
En undtagelse skulle lige være den meget dramatiske afslutter ‘Tweakin”, hvor Kehlani synger omkvædet. Det er en effektiv sang om de af Staples nære venner, der er døde som følge af bandevold. Her bliver det understreget, at selv om det er et sjovt album på overfladen, er der en alvor, der lurer under det hele. En alvor, der gerne måtte komme så tæt på en smule oftere i løbet af de 22 minutter.
Kort sagt:
Vince Staples har tematiseret minialbummet ‘FM!’ efter et radioprogram, og ligesom med et godt af slagsen, er der konstant flow i sangene, så ikke et sekund bliver spildt. De sædvanligt meget alvorlige emner i Staples’ musik bliver fortrinsvist behandlet med humor og sarkasme, men alvoren er der stadig – omend den godt måtte være lidt mere fremtrædende.