Det er ikke ligefrem væltet ind med gode nyheder angående ligestillingen i den danske musikbranche. Bare i år er der udkommet to store rapporter – bestilt af henholdsvis DR og Koda – der kortlægger præcis, hvor omfattende ubalancen mellem kønnene er.
Nu er der dog landet en nyhed, der i det mindste viser, at udviklingen går i den rette retning. Koda har således netop publiceret listen over de mest indbringende sange fra 2021, og her er der for første gang i listens historie flere kvinder repræsenteret.
Fire numre i top-10 sidste år var således skrevet af kvinder. Jadas ‘Nude’ var den ottendemest indtjenende sang, ‘I Wanna Be Dancing’ af Drew Sycamore ligger på plads nummer syv, og så er Clara med to gange. Hendes ‘Girl Like You’ indtager sjettepladsen, mens Lord Siva-samarbejdet ‘Nobody’s Lover’ ligger nummer ti.
Der er godt nok stadig en overvægt af mænd på listen, men udviklingen er alligevel bemærkelsesværdig, når man tænker på, at der altså aldrig før har været mere end en enkelt kvinde med på listen.
»Jeg bliver også glad og en smule optimistisk, når jeg nu for første gang ser flere kvindelige sangskrivere på listen, for det understreger, at det bugner med talentfulde kvinder i musikken, og at den danske musikbranche er begyndt at få øjnene op for dem«, lyder det fra Kodas forperson, Niels Rønsholdt, via en pressemeddelelse.
Koda Hitlisten 2021:
1. Christopher ‘Leap of Faith’
2. Calby ‘Burnout’
3. Christopher ‘Ghost’
4. Lord Siva ‘Solhverv’
5. Lukas Graham feat. G-Eazy ‘Share That Love’
6. Clara ‘Girl Like You’
7. Drew Sycamore ‘I Wanna Be Dancing’
8. Jada ‘Nudes’
9. Kesi feat. Hans Philip ‘Blå himmel’
10. Clara feat. Lord Siva ‘Nobody’s Lover’