Tilbage i 2020 kom det frem, at FKA Twigs sagsøger sin ekskæreste Shia LaBeouf for følelsesmæssig manipulation, overgreb og vold.
Retssagen angående det søgsmål har nu fået en dato, men det bliver ikke lige foreløbig. FKA Twigs og Shia LaBeoufs sag bliver således først hørt den 17. april 2023 i Los Angeles. Det rapporterer Rolling Stone.
Ifølge sagsanlægget har LaBeouf isoleret, truet og blandt andet taget kvælertag på den to år yngre engelske musiker. I sagsanlægget beskrives det også, at Twigs frygtede at gå på toilettet om natten, og så udlægges der en episode, hvor LaBeouf efter sigende truede med at forulykke en bil, de begge sad i, hvis Twigs ikke erklærede ham sin kærlighed.
I retten har Shia LaBeouf erklæret sig uskyldig. Men skuespilleren har tidligere i New York Times undskyldt for sin adfærd: »Jeg har ingen undskyldning for min alkoholisme og mine aggressioner, kun rationaliseringer (…) Jeg skammer mig over det og undskylder over for dem, jeg har såret«, lød det her.
FKA Twigs har de seneste år fortalt om overgreb i et interview hos Elle, og hos BBC-podcasten ‘Grounded’ har hun skildret, hvordan forholdet med LaBeouf efterlod hende med PTSD. Hun har tidligere i år udgivet »frigørelsesprojektet« ‘Caprisongs’.