Da det i 2018 rygtedes, at skuespiller Shia LaBeouf og musiker FKA Twigs var blevet kærester, fremstod de to stærke kunsteriske personligheder som noget af et power couple. Men bag den glamourøse facade gemte sig et dysfunktionelt forhold, viser det sig nu.
I et nyt sagsanlæg, grundigt beskrevet af The New York Times, anklager FKA Twigs ekskæresten LaBeouf for følelsesmæssig manipulation, overgreb og vold.
Sagsanlægget udlægger, hvordan den 34-årige amerikanske skuespiller har isoleret, truet og blandt andet taget kvælertag på den to år yngre engelske kunstner. Det beskriver blandt andet også, hvordan LaBeouf sov med en ladt pistol ved sin side, så Twigs frygtede at gå på toilettet om natten, samt en episode, hvor han kørte hæmningsløst hurtigt med hende i bilen og truede med at forulykke den, hvis hun ikke erklærede ham sin kærlighed.
En anden af LeBeoufs ekskærester fortæller i søgsmålet også om sit stormfulde forhold til skuespilleren, blandt andet om en episode, hvor han skulle have nikket hende en skalle.
»Jeg har ingen undskyldning for min alkoholisme og mine aggressioner, kun rationaliseringer«, skriver LaBeouf i en email til The New York Times. »Jeg har mishandlet mig selv og alle omkring mig i årevis. Jeg har en historik med at såre mine nærmeste. Jeg skammer mig over det og undskylder over for dem, jeg har såret. Der er ikke mere, jeg kan sige«, skriver han.
Shia LaBeouf har tidligere i sit liv været på kant med loven og blev tidligere i år anklaget for tyveri og vold.
»Hvad jeg oplevede med Shia, er det værste, der er sket i mit liv. Jeg tror ikke, at nogen troede, at den slags kunne ske for mig. Men det er jo sagen, det kan ske for enhver«, udtaler FKA Twigs i søgsmålet, ifølge The New York Times.
Skulle FKA Twigs blive tilkendt erstatning, planlægger hun at donere »en betragtelig andel« af beløbet til velgørende organisationer, der bekæmper vold i hjemmet.