KOMMENTAR. »Ser I film? Fuck ja, se da nogle film! Thirst trap, bang, bang, bang, bang, bang, ba-bang«, lyder det i en Instagram-video fra Shia LaBeouf, inden han signerer den med et luftkys.
Videoen er optaget af skuespilleren selv med en mobil helt oppe i ansigtet, imens han går rundt med et par AirPods. Uden kontekst kunne det være en intern joke eller måske en opfordring til at se en film eller to under corona-lockdown.
Men sat i kontekst er videoen noget helt andet. Den er kulminationen på et fællesskabs kultlignende dyrkelse af Shia LaBeouf på Instagram – og hovedpersonen selv spiller lige ind i det.
Når han ikke gør sig i videoer på Instagram, er Shia LaBeouf et både kontroversielt og dragende navn i Hollywood.
Han startede karrieren som barnestjerne i tv-serien ’Even Stevens’ tilbage i 2000, hvorefter karrieren tog fart som teenage-idol i diverse blockbusterfilm, heriblandt ’Transformers’. Det var næsten umuligt at komme uden om ham i Hollywood, indtil det hele tog lidt af en markant drejning.
Fra den ene dag til den anden var det slut med de stort anlagte actionfilm. I stedet sprang han ud som performancekunstner, der blev taget i plagiat, og siden dyrkede plagiatet som performancekunsten i sig selv. Herefter dukkede han op på Berlin-festivalen i 2014 med en papirpose på hovedet, hvor der stod »I’m Not Famous Anymore«.
LaBeouf – ikke længere i kridthuset hos de renskurede Hollywood-studier – kiggede nu mod de skæve indiefilm, en musikvideo fra Sia, et aktivistisk anti-Trump-projekt og et kunstprojekt, hvor han så alle sine 28 film i træk i en biograf i New York, mens han livestreamede sit eget ansigt.
I Lars von Triers ’Nymphomaniac’ stjal han overskrifter med en grafisk sexscene, sidste år gravede han dybt i den selvbiografiske ’Honey Boy’, og i år blev han så – som en naturlig forlængelse af hans ry som method actor – tatoveret på størstedelen af sin overkrop til ’The Tax Collector’.
Shia LaBeouf har altså opbygget lidt af et notorisk omdømme for sin tilgang til film og verden omkring sig. Der er lige dele excentrisk kunstner, provokatør og fortabt sjæl gemt i manden, og det hjælper ikke, at han jævnligt sigtes for diverse lovovertrædelser, heriblandt overfald og gadeuorden.
Alligevel er hans største rolle i år ikke på den store skærm. Det er derimod på den lille skærm, altså den helt lille, mobile skærm, nemlig Instagram.
Spørger man Shia LaBeoufs mest dedikerede fans på Instagram, ville han i en omgang ’fuck, marry, kill’ tage alle tre pladser på én gang. Og måske netop derfor er der blevet oprettet en thirst trap-konto dedikeret til »daddy«, som han kærligt kaldes.
Her lægges der dagligt opslag og Stories op med de seneste paparazzibilleder og videoer af LaBeouf fra hans løbeture til coronatest til memes. Meget af det er gamle billeder, der recirkuleres, for thirst trap-banden diskriminerer ikke – alt med Shia sluges råt.
Men lad os lige træde et skridt tilbage, for hvis du ikke ved, hvad thirst traps er, er du formentlig allerede ved at stå af. Det er kort fortalt tillokkende billeder af attraktive mennesker. Tænk mænd, der lige lægger en selfie, hvor de flekser muskler eller drillende viser en bar overkrop.
Det er med andre ord, når internettet efter et afslørende (men ikke afslørende nok) billede tørster efter mere af en person, hvilket Chris Evans for nylig gav et eksempel på.
Sådan har den oprindelige definition i hvert fald længe været, men de seneste år har den udviklet sig til et mere omfattende og inkluderende begreb, hvor personer hyldes for andet end deres udseende. Det kan være politik, det kan være kropspositivisme – eller sågar en hel skare af opløftende budskaber.
Og det er her, hvor dyrkelsen af Shia LaBeouf lige nu peaker. Hos @shialabeoufthirst samles »det mest liderlige #shialabeouf-indhold«, men det favner langt mere bredt end seksuelt indhold. Her er ikke nødvendigvis bare overkroppe og tonede overarme (der er dog virkelig stramme løbebukser), i stedet er der bare Shia. Shia, Shia, Shia.
De daglige opslag fører jævnligt til kollektive suk, men i stedet for at være et samlingssted for liderlige Instagram-stalkers, er det mere en ophøjelse og hyldest af det, Shia står for. Det skæve, det kontroversielle, det absurde. Det bramfri menneske, der uden omsvøb bevæger sig igennem en verden, som ofte ser ned på ham.
Det er en slags sexobjekt version 2.0. Den moderne internetkulturs tilbedelse af en stjerne uden at det bliver for upassende eller direkte perverst. Det er en holistisk tilgang til sexobjektet, hvor det attraktive ikke længere kun baseres på det fysiske, men derimod er en sammensmeltning af flere attributter.
For udenforstående virker det måske bizart (og netop perverst), men for internettets indfødte er det en ny måde at anerkende et menneskes attraktivitet. Det er personen, der tæller, imens de klassiske skønhedsidealer opdateres og omformuleres. Her er muskler og skarpe kindben ikke nødvendige for at være smuk.
I stedet skal man være et menneske. For det er mennesket, ikke selve kroppen, der hyldes. Man behøver ikke være fejlfri. Tværtimod. Fejlene er det, der gør mennesker interessante.
Begår vi fejl, er vi spændende, og er vi spændende, er vi attraktive. Og er der en skuespiller, der legemliggør det fejlbarlige, er det Shia LaBeouf.
Det er måske også derfor, at brugerne heller ikke skyr væk fra de kontroverser, som Shia LaBeouf ofte finder sig selv i. Hans omdiskuterede forhold med ekskonen Mia Goth, der endte i et meget offentligt og voldsomt skænderi, bemærkes ofte som et »giftigt forhold«, hvor de ikke tager Shias parti.
Ingen ser igennem fingre med kontroverserne, men i stedet bliver de en naturlig del af thirst trap-samtalen omkring LaBeouf. Han slipper ikke af sted med fortidens synder, og skulle han ende i en skandale, ville hans tørstende kultfølge formentlig være de første til at tage afstand fra ham.
Og så er vi tilbage ved videoen med Shia LaBeouf. »Fuck ja, se da nogle film! Thirst trap, bang bang«. Shia ved, hvad han har gang i, når han spiller med på internettets uslukkelige tørst efter ham. For det er hverken seksuelt eller uden substans, det er derimod en moderne kulturs anerkendelse af ham som menneske.
Lige præcis derfor er det nok også en anerkendelse, der passer ham perfekt. Nemlig at han ikke dømmes efter Hollywoods standarder, men på baggrund af sine handlinger – hvor menneskelige eller fejlbarlige de end må være.