‘More D4ta’: Moderats comeback-album er alvorligt, melodiøst og endda u-klubbet

‘More D4ta’: Moderats comeback-album er alvorligt, melodiøst og endda u-klubbet
Moderat. (Foto: Birgit Kaulfuss)

Det klinger efterhånden hult, når musikgrupper melder ud, at de går fra hinanden, når vi har set så mange eksempler på, at de finder tilbage sammen.

Jeg kunne knap nok nå at græde over, at jeg aldrig fik nået at se LCD Soundsystem live, før de var gendannet efter knap fem års pause. I 2014 annoncerede Kashmir pause på ubestemt tid, og senere denne måned skal jeg se dem live. Og dagens tyske trio i skysovs, Moderat, gik hvert til sit i 2017, men nu er de altså klar med deres fjerde album.

IDM-supergruppen består af duoen Modeselektor (Gernot Bronsert og Sebastian Szary) og solisten Apparat (Sascha Ring) – deraf portmanteauet Moderat.

De tre producere har gennem tiden fået det bedste frem i hinanden. Især trioens to første album bød på stemningsfulde, intense og fremadtromlende produktioner, der både kunne finde ud af at soundtracke en hed nattefest og en måske unødigt paranoid gåtur hjem fra festen – blandt andet takket være Rings fængslende vokal.

Deres fjerde album, kløgtigt betitlet ‘More D4ta’ (et anagram af ‘Moderat 4’), er en mere tilbageholdende, til tider decideret blid lytteoplevelse. Sjældent bliver et beat presset ud mod det bristepunkt, hvor en afveksling kan føles så dejligt tiltrængt og forløsende (hør i stedet klassiske tracks som ‘Seamonkey’ og ‘Milk’, hvis du vil opleve den sensation).

I stedet får vi en – selv med Rings tidligere vokalbidrag for øje – påfaldende melodiøs skive. Der er ikke længere de skæve, komplekse IDM-rytmer over det hele, men i stedet harmoniserende synthflader, der giver Rings vokal noget at læne sig op ad.

Vokalen bliver drivkraften for sangskrivningen på halvdelen af tracklistens numre: ‘Easy Prey’, ‘Undo Redo’, ‘More Love’, ‘Doom Hype’ og ‘Copy Copy’. Den anden halvdel er instrumentale numre. Med andre ord bliver Rings vokal sat i fokus, så snart den er en del af sangen – modsat hvordan man på tidlige Moderat-udgivelser kunne opleve vokalen væve sig stilfuldt ind og ud af lydbilledet, og hvor groovet ofte var det, man som lytter skulle klynge sig til.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Der er dog kun sjældent afsat tid til, at man lade sig fortrylle af loopende rytmer på ‘More D4ta’. I stedet hedder det patos for alle pengene. Ring skruer godt op for alvoren og storladenheden i sin tone, og på et nummer som ‘Undo Redo’ buldrer de elektroniske bagtapeter op, som var de et orkester under en opera.

Det er effektivt, men jeg kunne godt bruge lidt lethed hist og her i tracklisten. Tonen bliver så konsekvent tung og dunkel, at det stemningsmæssigt bliver en lidt ensartet lytteoplevelse.

De instrumentale numre lider lidt samme skæbne. Sange som ‘Fast Land’ og ‘Numb Bell’ er smukke, og deres ihærdige alvor gør, at jeg nærmest føler mig klar til kamp, når jeg hører dem. Men jeg når også at tænke »Jesus Kristus, vi lever altså ikke i en cyberpunk-dystopi!«, når jeg har hørt albummet længe nok.

Heldigvis finder vi i midten af tracklisten albummets kronjuvel, ‘Neon Rats’, der lynhurtigt etablerer sig selv som albummets eneste fuldbyrdige dance-nummer. Det er en sang, der vækker mindelser om, hvorfor de to første Moderat-plader var så fremragende. Og med sine dyrelyde, glitrende synthklange og hastige tempo er det den fest i midten af tracklisten, der sørger for, at det ikke bliver doom and gloom hele vejen igennem.

Mere som ‘Neon Rats’ ville have været tiltrængt, for dramaet på et nummer som ‘More Love’ er så meget desto mere effektivt, når det står i kontrast til et track som ‘Neon Rats’.

Men selv med det in mente, kan man ikke tage fra ‘More D4ta’, at produktionerne er dejligt rige, og at synthklangene er pivlækre – så det er alligevel kærkomment, at Moderats pause ikke varede længere, end den gjorde.


Kort sagt:
Alvoren er i højsædet på dette ukarakteristisk melodiøse og endda u-klubbede album fra Moderat. Et enkelt langt dance-track i midten af tracklisten sørger dog for, at det ikke kun bliver mørke i lange baner, hvormed det bliver lettere at sætte pris på spændvidden i trioens lækre, dunkle produktioner.

Moderat. 'More D4ta'. Album. Monkeytown Records.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af