Flakkende fokus udfordrede Anna B Savages dramatiske midnatskoncert på Roskilde Festival

Imens Post Malones finalefyrværkeri lyste himlen op uden for Pavilion, stemte Anna B Savage sin guitar med hagen tæt ind til brystet.

Den musikalske forløsning indtraf også, flere gange, i det intime telt, hvor hun spillede, men vejen dertil fulgte de snirklede strukturer, som gør den britiske musikers sange så kraftfulde og klaustrofobiske.

Med tre kompetente musikere i ryggen på blandt andet bas, guitar og synths åbnede hun sin midnatskoncert med ’Chelsea Hotel #3’ fra sidste års fremragende album, ’A Common Turn’ – en sorthumoristisk beretning om at modtage oralsex til Leonard Cohen-klassikeren, hvor den 31-årige brites dybe røst og flænsende elektriske guitarspil spillede brutalt op imod den basrungende elektronik.

Anna B Savage har en stor, mørk stemme, men den komplementeres af et stort, lyst smil. Bedst som man troede, at hun ville tilbringe koncerten med blikket i scenegulvet, så hun os i øjnene og fnes ”Holy fuck!” Halvvejs i koncerten lagde hun guitaren og vandrede hvileløst om på scenen brølende i mikrofonen for straks efter muntert at erklære: ”You’re so lovely!”

På trods af hovedpersonens karisma, uforudsigelighed og tydelige velvilje led koncerten dog under et flakkende fokus, da Anna B Savage måtte stemme guitaren imellem hvert nummer.

Vekslingen imellem disse pauser og de højintense, næsten støjrockede udladninger udfordrede nærværet, men heldigvis gav de stærke sange ’Since We Broke Up’ og ’A Common Tern’ ilt til settet med dynamisk kor og lysende melodilinjer.