Roskilde Festival: Post Malone beviste, at én person sagtens kan fylde Orange Scene ud helt alene

Til sidst skød kanonerne bag Orange Scene fyrværkeri op mod stjernerne.

Post Malone kiggede op mod himlen fra et sted nede blandt publikum på første række, hvor han stod, da koncerten sluttede.

Han måbede og virkede selv en smule forbløffet over nytårsaftensstemningen. Han takkede publikum, og de kvitterede med et veritabelt glædesbrøl. Kærligheden var håndgribelig.

Det var en magisk afslutning i typisk Roskilde-stil. Klassisk Orange. Men det var også en afslutning, der ikke havde vildt meget at gøre med det, som gør Post Malone så speciel.

For Post Malone er ikke fyrværkerier. Han er ikke dynamit. Post Malone er dig. Han er mig. Han er os alle sammen.

Det, der gjorde rapperens show specielt, var nemlig, at han formåede at formidle de største klichéer i koncertordbogen på en overbevisende måde.

Når Post Malone sagde at han elskede Roskilde, troede Roskilde på ham. Af en eller anden grund virkede det ægte, når han sagde, at han var lykkelig for at være netop her.

Han skabte en følelse af fællesskab.

Det startede med, at Post Malone bundede en øl på så dedikeret vis, at det dryppede ned gennem hans skæg. Alle klappede. Det var som om, man var i selskab med sin mest festlige ven.

Derefter viste han, at han også kunne levere rent musikalsk.

Da han spillede den rimelig Tame Impala-inspirerede ’Circles’ brød hele pladsen ud i fællessang; da han hev guitaren frem til ’Stay’, var det næsten et ’Wonderwall’-moment.

Han stod mestendels helt alene på scenen, men han fyldte scenen ud. Andre popstjerner ville måske forsvinde på den store scene. Men Post Malone spankulerede rundt på Orange Scene, som om det var hans stuegulv.

Der var ikke noget band. Der var ikke nogen gæster. Post Malone troede på, at han kunne bære den her aften helt alene. Hvilket han også kunne.

Det hjalp selvfølgelig at han kunne starte koncerten med gigantiske hits som ’Wow’ og ’Better Now’. Og det skadede heller ikke, at han dansede rundt med excentriske dansetrin til ’Sunflower’ til sidst i koncerten.

Derudover spillede han både hits som ’Rockstar’ og et akustisk intermezzo med ’Stay’ og ’I Fall Apart’. Der var en god balance mellem fest og følelser.

Og så viste Post Malone også bare, at en stor rapstjerne kan synge om følelser. Hans sange handler om at være alene (’Cooped Up’), om stadig at elske én, der er væk (’Better Now’) eller – ja, om hvor fedt han selv har det (’Wow’).

Det var ikke kun Post Malones villighed til at bunde øl og være folkelig, der gjorde, at Roskilde elskede ham. Det var også hans menneskelighed.

Man kom for festen. Men blev for følelserne.

For sårbarheden forsvandt aldrig. Post Malone stod helt alene på scenen, og gav os sange, der handlede om ensomhed eller ulykkelig kærlighed.

Det var hans sårbarhed og selvironi, der gjorde ham til en ret speciel og anderledes Orange-stjerne.