Afskum har præsteret at opbygge en del hype, selv om han endnu ikke har noget som helst musik liggende på Spotify.
Prince Askar, som står bag projektet, gav en overrumplende intens koncert på Spot Festival, og senere i dag tirsdag optræder han på Roskilde Festivals Rising-scene.
Som sagt: Uden at have udgivet så meget som en eneste officiel single.
Det ændrer sig dog nu. Eller, delvist.
Soundvenue har i dag premiere på en video ved navn ‘Min kniv er flottere end din’, hvor Afskum optræder med teksten fra et ikkeudgivet nummer, der hedder ‘Faste rammer’.
Der er altså ikke tale om en decideret sangudgivelse, men en slags smagsprøve, der giver et indblik i det stadig hemmelighedsfulde projekt.
‘Min kniv er flottere end din’ består kun af den danske kunstners halvt messende halvt snøvlende vokal og en dronende synth. I begyndelsen smager han på ordene og holder lange kunstpauser, som var det en digtoplæsning. Men i takt med, at intensiteten stiger, ender hans vokal i growlede udbrud.
Teksten kredser blandt andet om racisme og om at være ikkehvid i Danmark. »Jeg har min mors sår fra krigen / jeg har min bror på indersiden / jeg har en søster, der ikke vil se mig«, lyder det et sted.
På Roskilde Festival kan man dog godt regne med noget lidt andet end udtrykket i videoen.
Vores skribent beskrev Spot Festival-koncerten som »ihærdig, let punket synthpop med rige, svirrende synthflader og arrige dansksprogede tekster. Som hvis Barselona var hyperaggressiv og moshpit-egnet«.
Afskum har sendt en længere tekst til Soundvenue, der beskriver, hvad ‘Min kniv er flottere end din’ betyder for ham.
Den kommer i uredigeret form her:
»Afskum er et projekt, hvor jeg zoomer ind på nogle facetter af mit eget liv. Jeg skriver ud fra den krop, jeg er i. Det er en sort krop født af flygtninge med de sår og oplevelser, der medfølger. Det er en del af mig ud af alle de andre sting, der sidder i baghovedet.
Under corona skete der en masse drastiske ting i mit liv, jeg følte dog stadig, jeg godt kunne holde hovedet over vande.
Det ændrede sig ret fucking hurtigt efter et opkald fra udlændingestyrelsen.
Jeg vil ikke gå i detaljer med sagen, men overskriften var, at jeg ikke længere måtte opholde mig i Danmark.
Det sus i maven og det raseri er noget, jeg aldrig glemmer.
Jeg løb i studiet og mødtes med min producer, som meget hurtigt fandt ud af, at den var helt gal. Ud af det kom der et track, der hedder ‘Faste rammer’, hvor teksten i videoen er fra.
Hvis du skal overleve som indvandrer i Danmark, handler det om at holde hovedet nede, betale din skat og ikke fylde for meget. Man skal holde sig så langt væk man kan fra det offentlige, ellers kommer der problemer. Det er i hvert fald det, man ret hurtigt erfarer, hvis man prøver at få hjælp. Man bliver kriminaliseret og diskrimineret, hvis man ikke har rødbedelappen.
Uanset hvor ‘godt’ du gør det i Danmark og følger de regler, regeringen har udstukket, og får en uddannelse, bliver du aldrig andet end en fremmed køter i deres øjne.
Fuck udlændingestyrelsen og de inkompetente svin der sidder der.
Fri alle mine brødre«.