1. First Hate og mundharmonikaen fra himlen
Sluk nu det lys! Anton Falck fra First Hate ville bare gerne danse rundt i mørke, og det gjorde han så på en måde, som kun Anton Falck kan.
Det er næsten som om, han bedriver en form for følelseseksorcisme. Alle de ting, han har inde i kroppen, skal bare synges eller danses ud.
Til slut hev Falck mundharmonikaen frem og spillede den guddommeligt melankolske og samtidig dansegulvsbesættende ‘The One’, så det næsten føltes som om, at taget i Ridehuset åbnede sig, og lyset fra selveste himmeriget strålede ned på den mørklagte scene.
2. Mas viste, hvad man skal gøre, når autotunen ikke virker
Det skulle ikke være nemt for Mas fredag aften på Radar. Fremmødet var ikke voldsomt stort, og energien i salen var ikke vanvittig festlig efter en noget anonym koncert af svenske Mimi. Så, da den unge rapper skulle starte sit show, gik et eller andet helt galt med autotunen.
Fuck, altså, må Mas have tænkt. Hvad bliver det næste?
Men så håndterede han situationen med iskold sikkerhed. Han bad helt enkelt sin dj om at slukke for effekterne på vokalen, og så rappede han ellers bare igennem. Og hvis der er én ting, Mas kan finde ud af, så er det bars.
3. Icekiid omfavnede sin signatursang
Icekiid har mange store sange på cv’et, men ’ErruDumEllaHvad’ er ikke som andre hits. Det er sådan en gigantisk sang, der kroner en karriere – især fordi selve dens titel er Icekiids catchphrase. Derfor var ‘ErruDumEllaHvad’ selvfølgelig et oplagt højde- og slutpunkt til rapperens nattefest på Park-scenen fredag.
Icekiid forstod også til fulde at lede op til nummeret ved gentagne gange at sige sangtitlen mellem tidligere numre og ved at tease sangen med en lille a cappella-intro. Da den så endelig kom på, var publikum lige der, hvor Icekiid ville have dem. De gik amok. Det er sådan, man omfavner sit signaturhit.
4. Afskum nægtede at leve op til nogen forventninger
Afskum har endnu ikke udgivet en eneste sang, men der var alligevel ret stor hype omkring den unge kunstner – dels fordi han er booket til Roskilde Festival (igen; uden at have udgivet noget som helst!), og dels fordi rygterne sagde, at han var et hiphopnavn på det artsy indie-label Konkylie.
Det var dog ikke lige dét, der mødte en til fredagens koncert.
I stedet var det ihærdig, let punket synthpop med rige, svirrende synthflader og arrige dansksprogede tekster. Som hvis Barselona var hyperaggressiv og moshpit-egnet. Afskums band lød storartet, og hovedpersonen selv var en naturkraft – totalt hæmningsløs og fascinerende fra start til slut, uden at det svækkede hans vokal det mindste.
5. Zar Paulo har den bare, punktum
Det kan siges på mange måder, men den korte og præcise er bare, at Zar Paulo har den.
De har sangene, de har omkvædene, de har saxofonen, og de har den sprudlende forsanger Emil Johannesen, der er så vanvittigt medrivende at opleve på en scene, at det er umuligt ikke at blive smittet af noget af den energi, der bruser som en stormflod fra scenen, når Zar Paulo først sætter strøm til.
Koncertens afsluttende tretrinsraket med ‘Klap for fædrelandet’, ‘Stop Believing’ og ‘Tiger’ efterlod folket foran Allé-scenen med hænderne i vejret og kæben nede i græsset.
6. Julie Ellinor leverede et afslutningsnummer til Spot-historiebøgerne
I størstedelen af sin varighed var Julie Ellinors koncert et typisk eksempel på en solid indierockkoncert, hvor intet dog for alvor stak ud. Men så kom afslutningsnummeret: Den episke, højtragende sjæler ’The Weight of It All’.
Efter en stilfuld, tålmodig opbygning ramte vi et klimaks, hvor lysshowet blev totalt elektrisk, alle instrumenter tromlede derudad, og den samlede lydmur var så kolossal, at det var umuligt ikke at blive grebet af, hvad hun havde gang i.
7. Kind Mod Kind og en stemme ud over det sædvanlige
Der var klubstemning på Radar fredag nat, men midt i natten mulm og mørke skar én ting igennem det hele som en kniv gennem blødt smør: Forsanger Julius Emil Amdisens blændende falset. Hans vokal er ikke noget, man kommer forbi hver dag. Så det er med at stoppe op og lytte efter.
Læs vores fulde anmeldelse af koncerten HER.
8. Prisma fik guitarrocken tilbage til masserne
Søstrene Frida og Sirid Møl Kristensen havde fin fremgang i karrieren, da de udgav 2021-ep’en ’Inside Out’, men de har især skabt hype for sig selv på gammeldags maner: Ved at spille den ene fremragende koncert efter den anden.
Karrierens givetvis hidtil største af slagsen kom primetime lørdag på Park-scenen, hvor deres fortryllende vokalharmonier, deres rumklang-indhyllede guitarer og deres eksplosive indierock-omkvæd fik folk til at hoppe og danse i takt til sangenes gigantiske følelser.
9. Jeurus nonchalant hårbørsten
Det står næppe i håndbogen for god sceneoptræden, men som Jeuru selv sang i løbet af koncerten, så giver han ikke en fuck (eller to, eller tre, eller fire fucks) – og derfor virkede hans gimmick.
Først indtog han scenen i Rytmisk Sal som en anden Tyler, The Creator iført blond paryk, solbriller og stor pelsfrakke over sin bare overkrop. Og var man stadig i tvivl om hans showmanship, så tog Jeuru lige en pause midtvejs i koncerten for at børste sin paryk (!) – til stor jubel fra det talstærke publikum.
Musikalsk var der også overskud og samme lyst til at gøre, hvad der passer én. Fra rap over sjæler-r’n’b til stærk pop, som på højdepunktet ‘Could It Be’, hvor hele salen var med.
10. Fabräk er helt klart et punkband
Fabräk startede som altid deres koncert med at slå fast, at de ikke er et punkband. Og det er altså en stor fed løgn. Faktisk viste duoens Spot-koncert, at de måske er Danmarks pt. største punkband.
Helt arketypiske punk-smaskere som ‘Aftale’ og ‘Rige børn leger bedst’ fik for eksempel et propfyldt Ridehus til at gå grassat. Det er faktisk ret specielt, for hvornår har du sidst set et ungt, nyt, dansk punkband skabe den slags masseeufori?
11. Eee Gees store stille øjeblik
Eee Gee sang gennemgående fantastisk under sit lørdagsshow på Park-scenen, men hendes vokal strålede allerstærkest under den stilfærdige ballade ‘You Don’t Have To Tell Me It’s Over’.
Da andet vers nåede sin ende, dukkede Eee Gee sig ned fra mikrofonen, så hendes højlydte skrig lød endnu mere fjernt – et ægte klump-i-halsen-øjeblik.
Læs vores fulde anmeldelse af koncerten HER.
12. Blikfang og Julie Pavon inviterede alle til at danse med
Hvordan sikrer man sig, at publikum kommer i dansestemning? Lørdag aften havde Julie Pavon og Blikfang-forsanger Søren Gade samme strategi i ærmet: De dansede nemlig begge så godt som konstant, og de gjorde det på måder, der var både smittende og underholdende.
Søren Gade lavede små kække spjæt, frække vrik med hofterne eller skuldrene og en masse kæmpestore armbevægelser. Endda et enkelt cirkelspark blev der plads til. Det hele besad humor og kærlighed.
Julie Pavon derimod var nærmest aggressivt nærværende i sin dans. Hvert lille hop var som et angreb mod scenegulvet, og hver gestikuleren matchede den hårdkogte puls, hendes musik besidder. Højdepunkterne var dog klart, når hendes percussionist også gav sig tid til at danse, og der opstod en hed lille dance-battle mellem de to.
13. Ung-skabs ungdommelige energi
Med et navn som Ung-skab er der ikke meget at rafle om: Det handler om at ramme den ungdommelige, umiddelbare, næsten naive energi, der også viste sig under duoens koncert på Allé-scenen.
Især lukkeren ‘Du vil ik se (føler den ik)’ var en følelseseksplosion, hvor hæmninger blev smidt, hop blev hoppet, og ungdom fik lov at være ungdom. Det var lidt dejligt på en festival som Spot, hvor ting stedvist kan føles lige tjekkede nok.
14. Lamins helstøbte rapkoncert
Et toptunet liveband, tjek. En energisk backuprapper, tjek. En karismatisk frontperson, tjek. Og en god dynamik mellem Lamin og publikum i Ridehuset, tjek.
Med lidt flere hits og lidt mere tid kan Lamin meget vel blive en af Danmarks toprappere.
Læs vores fulde anmeldelse af koncerten HER.
15. Allerede i andet nummer stod Goss oven på publikum og sang
Goss er en blændende performer. Nede på jorden, bevares, men med uanede mængder fysisk energi, som skal kanaliseres ud i rummet på den ene, anden eller tredje måde.
Til lørdagens allersidste koncert i Rytmisk Sal skyggeboksede han på livet løs, og allerede i andet nummer kastede han sig så ud i salen for at ende med at decideret stå oven på publikum og synge ‘Country Boy’. En vanvittig energi opstod, som dog kort efter blev punkteret (på den mest positive facon), da bandet slukkede mikrofonerne, og ‘Ocean’ blev sunget a cappella med publikum som kor.
Men showmanden Goss havde flere tricks i ærmet…
16. Gadesangeren Goss
Spot-tidsplanen skal overholdes, sådan er det. Man kan ikke bare spille videre end den planlagte tid. Men Goss ville gerne synge lidt mere for os.
Først prøvede han at stille sig op ude i foyeren. Det fik han ikke lov til at vagterne. I stedet fik han gelejdet folk med udenfor Musikhuset.
Her kravlede han op på et lille tag, fik en øl i hånden og sang så en intens udgave af ‘Baby Sing a Song For Me’ under nattehimlen, inden han (igen) blev stoppet af vagterne.
Sikke en måde at slutte årets Spot Festival på.
Navne som First Hate, Icekiid, Fabräk og Goss kan opleves på vores nye tredages festival Soundvenue INPUT, der foregår 19.-21. maj i København.