Spot Festival: Da Eee Gee dukkede sig under et skrig, var det som om, smerten kammede over
Nogle koncerter er gode, fordi de overrasker eller forbavser. Andre koncerter er gode, fordi materialet er knaldgodt og fremføres fornemt. Eee Gees lørdagskoncert på Spot Festivals Park-scene var i høj grad sidstnævnte.
Den rustikke barokpop på hendes debutalbum ‘Winning’ lyder jo allerede fornemt i studieudgaven. Og bevæbnet med en keyboardist, en bassist, en trommeslager og en guitarist gjorde Emma Grankvist klar til at vise, hvor meget mere magisk, det kan blive, når den selvsamme lyd genskabes – men hvor der er kød, blod og nærvær af den slags, der kun opstår i en koncertsammenhæng.
Den længsel, man kunne mærke, når Eee Gee sang over det doo-woppede groove på ‘Contraband’. Den kække hånd på hoften og det skæve smil under omkvædet på ‘Bad Person’. Den vemodige men alligevel diskret oprørske nerve på ‘Killing It’. Alt sammen var med til at gøre, at der var en om muligt større emotionel tilknytning, når man hørte sangene.
Og så sang Eee Gee altså også bare skidegodt. Instrumentalisterne fortjener skam også stor ros – blandt andet holdt jeg meget af det svirrende sammenspil mellem bas og trommer på ‘Winning’, den lækre klang fra keyboardet på ‘Forever Dreaming’ og den country-klingende akustiske guitar på ‘Bad Person’. Men bandet var tydeligt bevidste om, at det var Eee Gee selv, der var hovedpersonen, og de forstod at lade hende være i fokus.
Vi har at gøre med en sanger, der kan brage igennem på ‘Winning’ og alligevel tydeligt kommunikere melankoli. En stemme, der på overfladen kan synes så forsigtig, men alligevel bevandre et overraskende stort register på ‘Forever Dreaming’.
Højdepunktet må dog klart være den stilfærdige ballade ‘You Don’t Have To Tell Me It’s Over’. Der gik allerede et sus gennem min krop, da al instrumentationen cuttede, inden Eee Gee sang titellinjen første gang.
Men da andet vers nåede sin ende, og hun dukkede sig ned fra mikrofonen, bare så hendes højlydte skrig ville lyde mere fjernt – der blev jeg sgu helt overvældet over, hvor ekspressiv hun var. Det var som om, smerten kammede over, og hun bare måtte give slip på det hele.
Som om det ikke skulle være nok, skete det lige inden, at titellinjen skulle synges endnu en gang, og musikken derfor atter cuttede. Så efter al denne pinsel stod hun nu alene i det musikalske billede, hvor hun skulle fortælle sin elskede, at der altså ikke er grund til at udpensle, at forholdet er slut.
Albumtitlen ‘Winning’ er ironisk ment. Men på Spot Festival var Eee Gee en vinder i den mest oprigtige forstand af ordet.
Kort sagt:
Eee Gee sang fænomenalt, hun var ekspressiv på scenen, og hun var omgivet af et band, der formåede at give hendes sange lige så meget liv, som de fortjener. Kan det blive bedre? Ja – med en regulær klump i halsen under ‘You Don’t Have To Tell Me It’s Over’ som prikken over i’et.