»Det her er en af de største sange i musikhistorien«.
Sådan lød det forleden i Toronto, da Drake uventet kom forbi en Backstreet Boys-koncert. Sangen, han talte om, var ‘I Want It That Way’, som han introducerede og efterfølgende var med til at synge sammen med de fem medlemmer i Backstreet Boys.
Vi kender ikke årsagen til, at Drake besøgte boybandets show, men vi vil gætte på, at han nok bare har gået og haft en drengedrøm om at blive den sjette Backstreet Boy. En drøm, der altså nu kortvarigt gik i opfyldelse.
Drake har – selvfølgelig – også delt oplevelsen på sin Instagram. Her har han postet et kort klip, hvor han synger den sidste linje af ‘I Want It That Way’.
Opslaget er naturligvis udstyret med en dramatisk, meme-agtig caption: »Når hun siger, at hun er færdig med mænd i den her generation, og spørger, hvorfor jeg bor alene«.
Eh, okay, Drake.
Den canadiske superstjerne har senest udgivet albummet ‘Honestly, Nevermind’, hvor han på uventet vis gik all-in på housemusik.