Kid Cudi fik en hård velkomst, da han fredag spillede som afløser for Kanye West ved Rolling Loud-festivalen i Miami.
Rapperen blev mødt af et publikum, der messede Kanyes navn og kastede ting på scenen, så han til sidst var nødt til at stoppe koncerten før tid efter kun 30 minutter på scenen.
En række videoer på sociale medier dokumenterer øjeblikket, hvor Kid Cudi forlader scenen. Inden da siger han til publikum, at han går, hvis de kaster flere ting på scenen, hvorefter der øjeblikkeligt bliver kastet noget efter ham.
West havde aflyst sin koncertoptræden på Rolling Loud i sidste øjeblik i starten af ugen uden at give en begrundelse.
Det mærkværdige var, at West fredag aften alligevel dukkede op på festivalen for at spille sangen ‘Father Strech My Hands Pt. 1’ med Lil Durk, der spillede på en af de mindre scener. Kid Cudi medvirker oprindeligt på sangens omkvæd.
Kid Cudi og Kanye West afbrød deres samarbejde og venskab tidligere på året, da West langede ud efter Cudi på grund af hans venskab til Pete Davidson, der dater Wests ekskone Kim Kardashian.
Det udviklede sig til en offentlig fejde, som indtil videre har sat definitivt punktum for partnerskabet, og som altså lader til at have spredt sig til festivalpublikummet på Rolling Loud.