Det er de færreste, der udgiver en ni minutter lang og ekstremt ambitiøs kortfilm som deres første musikvideo. Men hey, Abeba er ikke som de fleste.
Danske Josephine Abeba udgav i fredags sit debutalbum, og det er nogle af de soulede r’n’b-sange herfra, som har fået liv i den visuelt overdådige kortfilm, der bærer titlen ’Introspektion: Ego’.
I filmen danner sangene ’Ego (Intro)’, Gaia’ og ’Holder mig til sexethed’ soundtrack til tre forskellige sekvenser, der folder sig ud i vidt forskellige universer – fra frodig jungle til kalejdoskopisk skyggeleg.
»Filmen repræsenterer min egen tankeproces og måde at frigøre mig fra en todimensionel opfattelse af kvinder og hvem jeg ’må’ og ’bør’ være – med alt fra min musik til mit udtryk«, udtaler Abeba i en pressemeddelelse. Hun står selv bag idé og instruktion af filmen sammen med Victoria Morabbi.
23-årige Josephine Abeba er også skuespiller og har været med i Xee-serien ‘Junglen og DR3’s ‘Dating for letøvede’.