Med Soundvenue Springer sætter vi fokus på de nye talenter, der blæser os bagover lige nu, og som vi glæder os til at følge i mange år frem.
Casteren på Xee-serien ’Junglen’ holdt af Abebas melankolsk-lækre neo-soul, der lå som en hemmelighed på Soundcloud. Uden en my skuespilerfaring havnede hun på optagelser med Zaki Youssef, Besir Zeciri og Wahid Sui. I serien legemliggjorde Abeba drømmepigen Sassy, der gennem sit musikalske naturtalent inspirerer den fallerede musiker Saba (Youssef) til at komme op på hesten igen efter en årelang, tonedøv ørkenvandring.
Nu er Josephine Abeba aktuel med DR3-miniserien ’Dating for Letøvede’, hvor hun spiller Lærke, der vild- og vejledes af veninderne gennem de første dates med den søde Oliver. Josephine Abeba viser, at hun også kan være naturlig og mumblecore-charmerende.
Samtidig står det ikke stille med musikken. Til efteråret kommer debut-ep’en.
Verden ligger åben for den unge musiker turned skuespiller. Men det er den indre, der virkelig trækker.
Josephine Abeba holder af de dage, hvor hun ikke taler med andre end Wolt-manden. Så træder hun ind i et rum i sig selv. Sådan ét har hun også indrettet i sin lejlighed. Et hjemmestudie, hvor mikrofonen fungerer som en mellemting mellem en psykolog og en kæreste, når der er brug for nogle at betro sig til.
Mørket væltede nemlig frem sammen med voksenlivet. Hun havnede i en svær depression som 16-årig.
»Musikken var et rum, jeg havde for mig selv. Kun til mig. Det blev en måde at forstå, hvordan jeg havde det. Lægge det her puslespil ud på bordet. Få det til at passe sammen i en smuk sætning. Finde en eller anden lille, sød blomst i det her døde hav af muld«.
Måske har modgangen givet hende mod. Josephine Abeba ser ikke væk, når man taler med hende. Hendes brune øjne hviler tænksomt og opmærksomt i ens egne, så man bliver bekymret for, hvor dybt ind hun kan se.
»Det gør dig ikke svag at sige, at du har det ad helvedes til. Jeg har gjort en dyd ud af snakke ud om de her ting. Det kræver også en vis selvsikkerhed. Jeg er nødt til at vide, at andres opfattelse af mig er ligegyldig. For jeg ved, hvem jeg er. Det er stærkt at kunne sige de her ting højt. Der er sådan et stigma omkring det«.
»Jeg har et meget sensuelt forhold til livet. Jeg vil gerne have, at ting skal føles godt, skal føles lækre. Det falder mig meget naturligt. Jeg har først forstået det her inden for det seneste stykke tid: At det er sådan, jeg har båret mig gennem livet. Det kommer inde fra mig. Jeg er meget med sanserne. Blid og blød. Tæt«.
»Da jeg hørte Erykah Badus musik for første gang, faldt alt på plads musikalsk. Jeg besøgte en veninde på Oure Efterskole og sad alene i cafeteriet. Det dukkede op på min Discover Weekly, og jeg tænkte, hvorfor findes det her? Hvorfor er der ikke nogen, der har fortalt mig det? Hvorfor bliver det her ikke spillet i radioen? Og så begyndte jeg at lave musik, der var meget inspireret af hendes. Min lyd har selvfølgelig rykket sig og udviklet sig, men jeg falder tilbage til det, når jeg laver musik alene. Det er altid neo-soul«.
»Det har været en udfordring, at min musik var indadvendt og sanselig. Jeg vil også gerne lave punkmusik, og så kan jeg ikke være sexet og laidback, når jeg synger. Men det kommer på et tidspunkt. Jeg har altid lyttet meget til punk og klassisk rock. Fucking syrejazz og sådan nogle ting«.
»Jeg startede med at lave skuespil med ’Junglen’. Det var det første, jeg nogensinde havde lavet. Jeg har aldrig lavet teater i folkeskolen eller gymnasiet. Det er bare sket så tilfældigt. Så fandt jeg så ud af, wow, jeg elsker det her. Jeg vil gerne dygtiggøre mig, blive bedre, prøve nogle forskellige ting af«.
»For mig handler skuespil om at bruge min empati. Man kan føle, hvad andre går igennem. Jeg nærstuderer ansigter. Ser de små mikroudtryk. Du skal være opmærksom på nogle muskler der, som du ikke anede, du havde«.
»På Junglen sagde Wahid til mig, at jeg skulle forestille mig, jeg havde en rygsæk på. En rygsæk med følelser og oplevelser, som Sassy har haft. Og når man står på set og skal improvisere, så ved man, hvordan man skal reagere. Man har alle tingene med sig i rygsækken. Og så er det igen med dét med empatien – at kunne gå ind i en anden persons liv«.
»Det er sjovt at blive castet som drømmepigen og vise, at hun også har lag. Hun er ikke denne her skal af en kvinde, som er blevet skrevet. Her er også en person. Men jeg håber, jeg på et tidspunkt får lov til at spille noget andet«.
»Der, hvor livsoplevelsen for mig blev virkelig smuk, var, da jeg gav mig selv lov til at være de ting, man som kvinde ikke må være for meget af. Du skal ikke være for skabet, sexet, for ’drenget’. Jeg fandt ud af, jeg kan gøre lige, hvad der passer mig. Jeg kunne være åben, modtagelig, blød og stadig stærk«.
»Jeg tror, at alle kvinder har en eller anden vrede inde i deres krop omkring det her. Uden de måske er klar over det. Du skal fandme ikke fortælle mig, hvordan jeg skal være kvinde. Jeg er lige så meget kvinde, som jeg har lyst til at være«.
»Min bedstemor er det sejeste menneske. Gammel rødstrømpe. Min mor har 12 søskende. Mange er plejebørn, der er adopteret, da de var helt små. De har været indenunder den samme paraply. Min familie. Vi kalder os selv for klanen. Vi var 35 sidste juleaften. Det tager fire timer at åbne gaver, og det er altid de små først. Det ender altid med, at jeg er blevet fucking rødvinsstiv, når det bliver min tur til at finde min«.
»Min bedstemor har altid sagt, at blod ikke altid er tykkere end vand. Det er okay at vælge sin egen familie. Det er noget, jeg er vildt glad for, min familie har givet mig. En åbenhed. Jeg ved, der ikke er nogen rigtig måde at være menneske på«.
’Dating for letøvede’ kan ses på DR fra 2. juli.