Vinderne kåret til P3 Guld – Tobias Rahim vandt hovedprisen, men var ikke tilstede under showet

Vinderne kåret til P3 Guld – Tobias Rahim vandt hovedprisen, men var ikke tilstede under showet
Lamin fejrer P3 Talentet-prisen ved P3 Guld. (Foto: Agnete Schlichtkrull/DR)

Årets P3 Guld-priser er netop blevet uddelt i DR Koncerthuset, og her løb Tobias Rahim med hovedprisen, P3 Prisen.

Som noget nyt var der kun én nomineret til hovedprisen. Nok fordi det ikke rigtigt gav mening at sætte nogen op imod den storhittende Rahim, som dog ikke var tilstede under showet.

Rahims producer Arto Eriksen modtog prisen på hans vegne og læste på scenen et brev op. I brevet fortalte Rahim, at han havde fået et angsttilfælde på vej hjem fra prøverne til P3 Guld, hvilket altså gjorde, at han var blevet hjemme for at passe på sig selv.

Rahim skulle have spillet ‘Når mænd græder’ til showet. Sangen blev i stedet sunget af hans korpige.

På aftenen blev der også uddelt to andre priser: P3 Talentet og P3 Lytterhittet.

Lamin vandt P3 Talentet og kunne derfor gå hjem med pengepræmien på 100.000 kr. De andre nominerede var Dopha, Eee Gee og Zar Paulo.

Blæst vandt P3 Lytterhittet ved P3 Guld for deres single ‘Juice’. (Foto: Agnete Schlichtkrull/DR)

Blæst vandt P3 Lytterhittet for ‘Juice’. De andre nominerede var D1ma, Tobias Rahim, Andreas Odbjerg og Jada.

P3 Guld blev sendt live i radioen den 22. september. Showet kan ses på DRTV fra fredag den 23. september kl. 18.00, mens det vises på DR1 søndag den 25. september kl. 20.00.

Vinderne af P3 Prisen gennem tiden:
2022: Tobias Rahim
2021: Drew Sycamore
2020: Jada
2019: The Minds of 99
2017: Benal
2016: Karl William
2015: Ukendt Kunstner
2014: Mø
2013: Marie Key
2012: When Saints Go Machine
2011: Fallulah
2009: I Got You On Tape
2008: Veto
2007: Dúné
2006: Mikael Simpson
2005: Tina Dickow
2004: Peter Sommer
2003: Baby Woodrose
2002: Swan Lee
2001: Saybia

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af