Kanye Wests turbulente rejse rundt i Europa fortsætter.
I sidste uge besøgte rapperen modeugen i London, hvor han blandt andet spillede ny musik, hang ud med en række kendte og sammenlignede sin skilsmisse med briternes tab af deres Dronning.
Nu er turen så kommet til Paris og modeugen i den franske hovedstad.
Her har Kanye West blandt andet haft sin debut som catwalk-model – det skete til Balenciaga-showet.
Derudover har Kanye også præsenteret sin Yeezy Season 9-kollektion under et modeshow mandag aften, hvor det nye James Blake-samarbejde ‘Always’ blandt andet var en del af soundtracket.
Her dagen derpå er det især én beklædningsgenstand fra Yeezy Season 9, der har skabt overskrifter.
Kanye dukkede nemlig op til sit eget modeshow med en trøje, der bar teksten ‘White Lives Matter’.
‘White Lives Matter’-sloganet er et slags modsvar til Black Lives Matter-bevægelsen. Mottoet er populært på højrefløjen i USA og er blevet brugt af racistiske grupper som nynazister og Ku Klux Klan. Det rapporterer blandt andre Pitchfork.
Til modeshowet fik Kanye desuden besøg af den kontroversielle konservative kommentator Candace Owens, der også var iklædt en af de nye ‘White Lives Matter’-trøjer.
Dette er selvfølgelig langt fra første gang, Kanye West har forarget med sine politiske holdninger.
I slutningen af 2010’erne støttede han massivt op om Donald Trump, og siden har Kanye også haft en ikke specielt vellykket politisk karriere, der kulminerede i en kaotisk præsidentkampagne i 2020.