REPORTAGE. I 1716 red Zar Peter den Store på berømt vis op igennem Rundetaarn til hest. Nu, lidt over 300 år senere, var det en anden Zar, der indtog det berømte tårn i hjertet af København.
Det var nemlig her, Zar Paulo fejrede releasen af deres debutudgivelse ‘Elendig Software (Del 1)’ til Soundvenue Live.
De fem aarhusianere stillede i første omgang op til q&a i Rundetaarns smukke Bibliotekssal, hvor de blev interviewet af Soundvenues Kristian Karl.
Her fortalte de, at den udgivelse, der nu er udkommet, udgør halvdelen af deres debutalbum. Det ser dog ikke ud til, at vi skal vente længe på, at værket bliver færdiggjort. Anden halvdel er således stort set færdig, fortalte Zar Paulo. Det samlede album kommer til at bestå af 11 numre.
Under en spørgerunde med publikum kom det efterfølgende frem, at albumtitlen har én klar inspirationskilde. Nemlig Radioheads ‘OK Computer’, hvilket samtidig er det album, bandet har bondet mest over. Forsanger Emil Vammen fortalte endda jokende, at de andre bandmedlemmer nærmest fysisk havde tvunget ham til at lytte til ‘OK Computer’ – hvorefter han så også blev fan.
Under den efterfølgende optræden viste Zar Paulo, at Rundetaarn kan fungere på strålende vis som venue til en rockkoncert. Femkløveret skabte eufori i Bibliotekssalen, da de spillede sangene fra ‘Elendig Software (Del 1)’.
Derefter var der endda en overraskelse i form af en kort akustisk optræden af forsanger Emil Vammen ude i bygningens berømte spiralgang. Han skabte et rørende, magisk moment midt i Rundetaarn.