Kanye West har tidligere iført sig både sydstatsflag og Donald Trumps ‘Make America Great Again’-kasket, men det var alligevel er nyt niveau af provokation, da han forleden præsenterede en ny Yeezy-trøje med skriften ‘White Lives Matter’.
Det er nemlig et motto, der især bliver brugt på den yderste del af højrefløjen, som er i direkte opposition til Black Lives Matter-bevægelsen.
Kanye har siden skrevet på Instagram, at han anser Black Lives Matter-organisationen som værende et »fupnummer«, og han har angrebet Vogue-redaktøren Gabriella Karefa-Johnson offentligt, fordi hun vovede at kritisere trøjen.
Klassisk Kanye-kaos? Måske, men denne gang tyder noget på, at han alligevel er gået for langt. For reaktionerne har været overvældende negative.
Jaden Smith forlod Kanyes show til modeugen i Paris i protest, og han har siden kritiseret Kanye. Det samme har Supremes kreative direktør, Tremaine Emory, der før har arbejdet for Yeezy.
»Du er ikke et offer, du er blot en usikker narcissist, der er desperat efter anerkendelse fra modeverdenen«, lyder det fra Emory, der også kritiserer Kanye for at udnytte Virgil Ablohs død i en såkaldt »’Ye er offeret-kampagne’«.
Kanye Wests ekskæreste Julia Fox og hans tidligere samarbejdspartner Lupe Fiasco er blandt dem, der har liket Tremaine Emorys opslag på Instagram. Det samme har musikere som Frank Ocean.
Den offentlige modreaktion fra kendte skikkelser er altså uvant stor.
Kanye Wests heftige personangreb på Vogue-redaktøren Gabriella Karefa-Johnson – hvis kritik af showet ellers var både saglig og nuanceret – har også vakt mange negative reaktioner.
»Hun blev personligt angrebet og mobbet. Det er uacceptabelt«, lød det på Vogues officielle Instagram, efter Kanye blandt andet havde hånet Karefa-Johnsons tøjstil i en række opslag.
Modellen Gigi Hadid har desuden kaldt Kanye for »en mobber og en joke« i en kommentar på et af hans nylige Instagram-opslag. Her forsvarer Hadid også Vogue-redaktøren: »Du ville ønske, du havde en brøkdel af hendes intellekt«, lyder det direkte henvendt til Kanye.
De mange reaktioner fra mode- og musikverdenen har ført til noget så sjældent som en undskyldning fra Kanye.
I et nyligt opslag betegner han Karefa-Johnson som sin »søster« og hævder, at de har talt ud under et længere møde, hvor de begge sagde undskyld.