Benjamin Hav strøede sin mormors aske ud over publikum til fantastisk underholdende koncert
Benjamin Hav er en god live-rapper. Det har stået klart i årevis, og det var endnu en gang tydeligt, da han fredag aften indtog K.B. Hallen.
Han er karismatisk. Han er præcis. Han råberapper måske en kende for meget under de mest intense tracks, så nuancerne i leveringen er i fare for at gå tabt. Men han oser så meget af karisma, overskud og spilleglæde, at det stedvise råberi ender med at være en petitesse.
Men en Benjamin Hav-koncert er aldrig blot en Benjamin Hav-koncert. Siden han i 2020 gik solo, har hans live-shows konsekvent foregået under banneret ‘Benjamin Hav og Familien’. Familien refererer her til hans live-band, der består af syv fremragende musikere.
Jeg fangede vist mig selv i engang højlydt at udnævne dem til at være det danske svar på The Roots. Og her sætter jeg stort tryk på ordet danske.
Hvor instrumentalisterne i The Roots kender amerikansk hiphophistorie til hudløshed, læner æstetikken hos Familien sig mere op ad de kejtede charmetrolde og spilopmagere, der har defineret dansktopgenren. Samtidig med, at de åbenlyst er dybt begavede musikere, der aldrig er blege for at fyre den af med nogle blærede harmonier (‘Plastic’) eller flashy solosekvenser (‘The Show Must Go On’).
Med andre ord er de den slags musikere, der for 20 år siden nok var endt som det alt for overkvalificerede husorkester til ‘Hit med sangen’. Hvilket Benjamin Havs koncerter gang på gang formår at udnytte til fulde.
Har tredje vers til ‘Nu her’ nogensinde fungeret bedre, end når størstedelen af bandet på én gang kører et synkoperet riff, mens de vandrer rundt om Hav i en stram koreografi?
Har ‘Musse’ nogensinde lydt bedre, end når introen bliver defineret af bragende saxofoner, der står over for en sjælfuld, Santana-klingende guitar?
Har ‘Jeg kigger på dig’ muligvis hele tiden været en undskyldning for, at Benjamin Hav under omkvædet kunne stille sig i bedste boyband-positur med sine dansende Familie-medlemmer, Torben og Troels, og pege målrettet ud mod bestemte skikkelser i publikum?
Min aften i K.B. Hallen var min femte gang i selskab med Benjamin Hav & Familien på tværs af det seneste års tid, og de bliver ved med at overvælde mig med, hvor velklingende, velkoreograferet og underholdende det hele er.
Ganske vist har der ikke været den store udskiftning i sætlisterne, og hver sang er blevet behandlet på nogenlunde samme måde hele vejen igennem turneen, men charmen er ikke løbet det mindste fra dem. Dette skyldes blandt andet de bundsolide arrangementer, men også Benjamin Havs evner som entertainer.
Vi har altid fået nye running gags for hver koncert, og fredag aften fik vi ét, jeg næppe glemmer.
Flere gange refererede han til sin (antageligvis) afdøde mormor som en del af familien og delte anekdoter om hende. Efter sigende befandt hendes asker sig i en pokal, der stod placeret i venstre side af scenen.
Efter en særligt sentimental monolog begav Hav sig under ‘Lampeskærm’ ud i publikum med denne pokal. Jeg stod meget tæt på der, hvor han endte, og detaljeniveauet var så højt, at han endda havde sørget for falsk aske (barbecue-krydderi efter min bedste dømmekraft), der dryssede ud over os.
Det beviser hvor meget, der er tænkt over tingene. Størstedelen af alle i salen ville aldrig have lagt mærke til, hvorvidt det rent faktisk var aske. Men som alt andet under aftenens koncert var det så gennemført, at selv den største kyniker måtte trække på smilebåndet.
Kort sagt:
Benjamin Hav stod i K.B. Hallen for en fest, der var svær ikke at smile ad hele vejen igennem. Omgivet af latterligt dygtige musikere leverede han endnu engang et show spækket med den kejtede og absurde humor, han er mester udi.