Blackpink er verdens mest populære pigegruppe – deres kraftigt iscenesatte k-pop-fest i Royal Arena viste hvorfor
K-pop beskrevet med ét ord? Perfektionisme.
Genren er blevet synonym med koreansk 12-talspop, hvor den mindste detalje er placeret med gennemterpet akkuratesse. Det er fuldt pensum: dans, rap og de krævende sange skal sidde lige i skabet.
Men det virkede, som om Blackpink var troppet op i Royal Arena for at bevise det modsatte. At k-pop også kan være løssluppen og intuitiv.
Hypen omkring Blackpink er gigantisk. For fjerde år i træk er de den mest streamede pigegruppe på Spotify, og på Youtube har de sat rekord med 80 millioner subscribers (foran BTS og Bieber!). Koncerten i Royal Arena blev udsolgt på 20 minutter, og køen til merch-boden – med de karakteristiske lyserøde hjerte-glowsticks – var lang.
Der var kærlighed i luften. Da Jisoo, Jennie, Rosá og Lisa selvsikkert indtog scenen til lyden af den hårdtslående ’How You Like That’ var de dedikerede skandinaviske Blackpink-fans – Blinks – allerede helt i stødet.
Koncerten var inddelt i i fire afsnit og rundet af et gennemført design, der både kunne udløse festen med edm-drops, danseopvisning og konfetti men også skabte rummet for de intime øjeblikke på en platform helt tæt på publikum.
»I say fuck it when I feel it«, lød det i den emorock-inspirerede ‘Tally’, hvor de stort anlagte visuals holdt en pause. Her blev vi mødt af den bidende råstyrke, som er grundmaterialet i Blackpink. Nummeret blev ført videre i en sprudlende udgave af ’Pink Venom’, der lukkede andet afsnit med euforisk drum’n’bass og kæmpe dance off.
Tredje afsnit bød på kvalitetstid med de enkelte medlemmer. Her imponerede især Rosé med sin a cappella-start på ’Hard to Love’ og frontrapperen Lisa med poledance og uendelig swagger på solosinglen ’Money’.
De forskellige sektioner var adskilt af længere videosekvenser, hvor Blackpink poserede med fashion i blikket i forskellige animerede sci-fi-universer. Det skabte en spændstig modpol til den inviterende tilgang, koncerten ellers var præget af. På den ene side var der utopien Blackpink: uopnåelig, idealiseret coolness. På den anden side var der bedstevennerne, der bare gerne vil hænge ud – også med dig.
Begge udgaver af gruppen var selvfølgelig kraftigt iscenesat, og fjollerierne kunne til tider virke som receptpligtig autenticitet. Alligevel var der noget rørende over den håndsrækkende fanhyldest i ekstranumrene, hvor de havde iklædt sig tourens t-shirts.
Til sidst var alle sprogbarrierer nedbrudt, og de lyserøde hjerter i publikum badede rummet i én stor kærlighedserklæring.
Kort sagt:
Blackpink indtog Royal Arena med en løssluppenhed, der undervejs bragte deres stort anlagte k-pop ned på jorden og vandt publikums lyserøde hjerter.