Blackpinks stort anlagte ’Born Pink’ fører k-poppen ind i en blindgyde af hitformularer
Man kunne kalde dem popmusikkens specialstyrker: K-poppens grupper. Udvalgt og sammensat af de store koreanske selskaber. Inden debuten har de været igennem et træningsforløb, der er så nådesløst, at selv jægerkorpsets uddannelse kommer til at ligne en badeferie.
De fire kvinder Jennie, Lisa, Jisoo og Rosé var en del af k-popfabrikken YG Entertainment imellem fire og seks år, før de – foran mange andre håbefulde kandidater – blev lanceret som Blackpink.
K-poppen som musikalsk genre er ingenting uden den benhårde oplæring og kyniske udvælgelsesproces. Som Jennie siger i en Netflix-dokumentar: »Det, som gør Blackpink til k-pop, er den tid, vi brugte som trainees«.
Hun har nok fat i noget essentielt her. For hvordan lyder k-pop egentlig? Det er ret svært at give et præcist svar på. Måske genrens største kendetegn ikke skal findes i selve lyden, men i den præcision og professionalisme, der præger hele udtrykket. Og så er der sproget, selvfølgelig.
Her i 2022 er aspirantdagene et længe afsluttet kapitel for Blackpink, der er blevet et kæmpenavn med Blinks (Blackpink-fans) i hele verden. Bare 20 minutter tog det dem at sælge samtlige billetter til deres danske koncert i Royal Arena den 15. december.
Det er omtrent den samme tid, det tager at høre deres andet album ’Born Pink’, der i højere grad tager sig ud som en kondenseret samling af playliste-parate numre end et traditionelt afrundet og helstøbt album.
Man går altså forgæves, hvis man leder efter sammenhængskraft blandt de otte numre. Blackpink er musik til streamingæraen: Prædesignet til shufflefunktionen og klar til et væld af forskellige kontekster.
Den tryksparkende singleforløber ’Pink Venom’ varslede, at gruppens andet album skulle videreføre den højintense energi fra debuten med det opfindsomme navn ’The Album’.
Singlens lydlige ingredienser er i øst og vest – bogstaveligt talt – for eliksiren er en kosmopolitisk blanding af det koreanske strengeinstrument geomungo, mellemøstlige strygere, scratchende boombap-rap og et Rihanna-citat. Selvfølgelig tilsat selvsikre mængder af forløsende Blackpink-edm, der går direkte i belønningssystemet.
Rastløsheden fra ’Pink Venom’ damper dog hurtigt af. Det er ikke kun lytteren, men også kreativiteten på resten af albummet, der bliver ramt af den indledende mavepuster.
Man fornemmer, at Blackpink – nu de er blevet superstjerner – gerne vil vise en mindre poleret side frem. »Don’t make us saints, we’re wards of pain«, lyder det i den håbløst forudsigelige klaverballade ’The Happiest Girl’, der river glansbillederne over og viser berømmelsens skyggesider.
Maskefaldet bliver formularisk og ender med at smage endnu mere af den industri, det egentlig skal afklæde. Det samme gælder for den gennemtærskede tilbagevenden til de evige 80’ere, som albummet også forfalder til på ’Yeah Yeah Yeah’ og ’Hard To Love’.
Det hele virker strategisk, men dermed også en kende uambitiøst for en gruppe, som har potentialet til at sætte en sprængfarlig musikalsk dagsorden for k-poppen, nu hvor genren for alvor er blevet et verdensomspændende fænomen.
Kort sagt:
Blackpinks imødesete andet album viser gruppen i et mere skrøbeligt – men stadig tykt filtreret – lys. Sangene holder sig trygt til hitformularer, og den nysgerrige retning for k-poppen, man ellers kunne have håbet på, udebliver.