Det er altid interessant at høre, hvad nogle af verdens største musikere går og lytter til derhjemme eller på tourbussen. Tag for eksempel Bob Dylan: Hvem havde troet, at han fyrer op for en række rappere i sin fritid?
I et nyt interview hos Wall Street Journal har den 81-årige legende fortalt om sine lyttevaner, og her afslører han, at han især er vild med Wu-Tang Clan og Eminem.
Rockstjernen fortæller, at han er fan af »alle med en sans for ord og sprog«, og alle »med en vision, der svarer til min«.
Udover de nævnte rappere er Dylan også fan af Royal Bood, Zach Deputy, Celeste, Rag’n’Bone Man, Nick Cave og Leonard Cohen.
Hele interviewet er i øvrigt ret fascinerende læsning. Bob Dylan fortæller således om, at han holder sig i form ved at bokse, og at han ikke ser »ildelugtende og onde« eller »dog ass« serier.
Gad vide, hvilke serier der ligefrem er onde og ildelugtende? Det kunne intervieweren godt lige have spurgt om.