Tidligere i år tog Gunna endnu et skridt mod superstjernestats med storhittet ‘Pushin’ P’ med Future og Young Thug. Rapperen udgav efterfølgende albummet ‘DS4’, og var på toppen af sin karriere.
Så blev han fængslet.
Myndighederne i staten Georgia anklagede tilbage i maj måned hele 28 mennesker fra hiphopkollektivet og pladeselskabet YSL for at være »en gadebande« med tætte forbindelser til den notoriske bande Bloods. De anklager ramte også stjernerne Gunna og Young Thug.
Young Thug sidder fortsat fængslet med meget alvorlige anklager mod sig – han har ifølge myndighederne orkestreret et mord.
Men Gunna er nu blevet løsladt, mod at han har erkendt sig skyldig i anklagerne om kriminel virksomhed. Det rapporterer nyhedskanalen WSBTV.
Rapperen har offentliggjort en udtalelse, hvor han understreger, at han ikke samarbejder med myndighederne.
»Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har givet nogle forklaringer, ikke er blevet afhørt, ikke samarbejder, ikke vil vidne for eller imod nogen i denne sag, og ikke har nogen intention om at være involveret i denne retssag på nogen måde«, lyder det.