Theophilus London meldt savnet – rapperen er ikke set siden oktober

Theophilus London meldt savnet – rapperen er ikke set siden oktober
Theophilus London til releasefesten for sit album 'Bebey' i 2020. (Foto: Ella Hovsepian/Getty Images)

Rapperen og sangeren Theophilus London er meldt savnet i Los Angeles.

Det bekræfter det lokale politi over for blandt andre CNN.

Londons familie og venner har i de seneste uger arbejdet sammen om at finde frem til rapperen, der ikke er set siden 15. oktober i Skid Row-området i Los Angeles.

I en skriftlig udtalelse delt af pladeselskabssammenslutningen Secretly Group kommer Theophilus Londons far, Lary Moses London, med følgende budskab til sin forsvundne søn:

»Theo, din far elsker dig, søn. Vi savner dig. Og alle dine venner og familiemedlemmer leder efter dig. Hvor end du er, så send os et signal. Uanset hvad kommer vi og henter dig, søn«.

Den 35-årige London er født i Trinidad, men er vokset op i Brooklyn. Han albumdebuterede i 2011 med ‘Timez Are Weird These Days’ og udgav i 2014 albummet ‘Vibes’, der blev produceret af blandt andre Kanye West.

I 2016 samarbejdede han igen med Kanye West på singlen ‘All Day’, der sikrede ham to Grammy-nomineringer. Han har tidligere også arbejdet sammen med blandt andre Tame Impala, Blood Orange og Lil Yachty.

Theophilus Londons seneste album, ‘Beybey’, udkom i 2020.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af