Gorillaz udgav deres ottende studiealbum ‘Cracker Island’ i fredags, men udgivelsen af ny musik er langt fra ovre.
Bandet har allerede delt en deluxe-version af albummet, som byder på yderligere fem sange.
De nye sange inkluderer features af blandt andre Del The Funky Homosapien, De La Soul og Dawn Penn samt nye versioner af albumsangene ‘Silent Running’ og ‘New Gold’.
Gorillaz færdigindspillede albummet sidste sommer og har delt singles og artwork fra pladen lige siden, men noget tyder altså på, at der har været ekstra meget materiale at give af.
Anmeldermodtagelsen af det nye album har overvejende været positiv internationalt. Herhjemme giver Soundvenues anmelder Kjartan F. Stolberg fire stjerner til ‘Cracker Island’ og skriver blandt andet:
»Damon Albarn disker ikke op med de vilde og overraskende lytteoplevelser, men han ved stadig, hvordan man skruer en god popsang sammen«.
Særligt én sang står ifølge Stolberg ud på albummet, der aldrig forfalder til kringlet konceptalbum.
Hør de fem nye sange fra deluxeudgivelsen herunder.