Åbningen på det nye Gorillaz-album er helt genial – Damon Albarn kan stadig skrue en god popsang sammen

Åbningen på det nye Gorillaz-album er helt genial – Damon Albarn kan stadig skrue en god popsang sammen
Gorillaz. (Foto: PR)

Det ottende album fra tegneseriebandet fortæller historien om de fire medlemmers rekruttering af medlemmer til en kult, hvor bassisten Murdoc er leder. Kulten har hjemme på den titulære ‘Cracker Island’.

»Åh nej, endnu et kringlet konceptalbum, hvor man skal sætte sig ind i en fjollet historie for at kunne nyde musikken«, tænker du måske. Men man behøver faktisk ikke at sætte sig ind i fortællingen for at nyde albummet. Man kan let ignorere den – modsat 2017-albummet ‘Humanz’, der konstant ødelagde flowet med en serie af dødssyge interludes.

Konceptet lurer blot i baggrunden som lidt ekstra guf for de særligt nørdede Gorillaz-fans, og så sætter det dagsordenen for, hvilke ideer teksterne udforsker: flokmentalitet, kulturelle transgressioner, drømmen om en bedre verden.

Det vigtigste på ‘Cracker Island’ er stadig sangen, og her viser Gorillaz, at de stadig kan deres kram.

Gorillaz-bagmand Damon Albarn. (Foto: Steve Gullick)

Alle sangene vidner om rigtig solidt pophåndværk, selvom albummet ikke indeholder så bizart magiske øjeblikke som forgængeren, ‘Song Machine, Season One: Strange Timez’, der brillerede med helt unikt kreative lydbilleder.

Men når ‘Tarantula’ kører et simpelt synth-riff over et tætpakket groove, der konstant er i udvikling, er det svært ikke at mærke dopaminudladningerne.

‘Skinny Ape’ udvikler sig fra en lille melankolsk psychpop-ballade til albummets mest stadionparate feststarter, der uden tvivl vil dræbe, næste gang Damon Albarn & co. gæster Danmark.

Mesterstykket er dog klart titelnummeret, en velklingende synthpopbanger som åbner albummet med en simpel, loopende melodi, der styrer hele slagets gang.

Næsten alle linjer i sangen er de samme otte små toner inden for en terts, der kører call-and-response med et lige så simpelt ostinat på blot fire toner. Det er så simpelt på papiret, men produktionen – inklusive Thundercats über-funky basspil og excentriske backingvokaler – gør det til en intens, medrivende lytteoplevelse.

Det er en masterclass i, hvor meget velsmagende suppe man kan koge på selv den mindste musikalske idé. Det er genialt, hvor resten af albummet mest kan siges at være godt.

Gorillaz. (Foto: PR)

Stevie Nicks-samarbejdet ‘Oil’ ender eksempelvis mest som en knap så catchy udgave af Empire of The Sun-hittet ‘Walking on a Dream’, og synthlandskabet på den ømme og ellers ret emotionelt betyngede ‘The Tired Influencer’ bliver lige en tand for bekvemt.

Der er dog meget at holde af på Gorillaz’ musikalske tur til Cracker Island. Damon Albarn disker ikke op med de vilde og overraskende lytteoplevelser, men han ved stadig, hvordan man skruer en god popsang sammen.


Kort sagt:
Det seneste udspil med Damon Albarns virtuelle band byder på et totalt genialt åbningsnummer – og en håndfuld andre rigtig fine sange, der dog ikke på nogen måde genopfinder noget.

Gorillaz. 'Cracker Island'. Album. Parlophone/Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af