Gorillaz har skåret ned på bullshit og lavet deres bedste album i et årti

5 6
Gorillaz har skåret ned på bullshit og lavet deres bedste album i et årti
Gorillaz.

I starten af 2020 begyndte Gorillaz singlerækken ‘Song Machine’. Hver måned fik vi ikke blot en ny sang, men også en ny animeret musikvideo og en lille ep, hvor månedens sang blev omgivet af audio-skits, hvor man kunne høre de virtuelle bandmedlemmer på eventyr og snakke om gæstestjernerne. På den måde kom der også guf til de fans, der elsker hele mytologien omkring bandet.

Disse skits er dog ikke med på ‘Song Machine: Season One – Strange Timez’, der nu er udkommet i kølvandet på singlerækken. Og hvis du blot lytter til albummet, er der ingen indikation om, at tegneseriebandet tager på eventyr og bliver transporteret til fjerne verdener. Ja, selv hvis du er dybt investeret i det smule narrativ, der optræder på tværs af videoerne og ep’erne, så er albummet ikke en refleksion af dette – tracklisten har nemlig en helt anden rækkefølge end den narrative kronologi.

Dette er dog absolut en god ting! For rettere end at lade udgivelsen lide under en helligelse til et specifikt handlingsforløb (et væsentligt problem ved det interludie-befængte 2017-album ‘Humanz‘), er musikken i fokus. Og tracklisten fokuserer derfor på at skabe en sammenhængende lytteoplevelse på tværs af de 43 minutter, albummet varer.

Fra de indledende klavertoner og den akkompagnerende spooky synthesizer på åbningsnummeret ‘Strange Timez’ bliver der slået an til noget finurligt, men også gribende – som om det animerede univers bliver vækket til live gennem højtalerne.

Ligeledes slutter albummet også fornemt: Det lukker ned med knap et minuts vemodige, tænksomme toner i halen på den ellers punkede energiudladning, som Slowthai/Slaves-samarbejdet ‘Momentary Bliss’ på mange punkter er.

Det er fristende at sige, at rejsen fra start til slut føles lidt som en kompilation. Albummet byder trods alt på adskillige genrer, når så vidt forskellige kollaboratører som Elton John, Schoolboy Q og wassoulou-stjernen Fatoumata Diawara er med til at forme lyden på de tracks, de gæster.

Men der er egentlig et fornemt flow på tværs af tracklisten – måske ikke som man ville forvente af det klassiske albumformat, men rettere som hvis slagets gang blev styret af en mesterlig dj, der ved lige præcis, hvilken stemning det er ved at være tid til.

På den måde skriver Damon Albarn sig dog op i et hjørne, hvor den individuelle sang har en del at skulle løfte – og niveauet er heldigvis lige så højt som på Gorillaz’ bedste album.

Det havde jeg naturligvis forventet efter de konsekvent solide singler. Men de nye sange holder standarden. Eksempelvis lyder Beck som snydt ud af sin 90’er-storhedstid, når hans charmerende outsider-talerap dukker op på ‘The Valley of the Pagans’. Den længselsfulde middeltempo-sjæler ‘The Lost Chord’ gæstes af sangeren Leee John fra 80’er-funkgruppen Imagination, og fornemmelsen af hvileløshedens svimlende greb bliver eminent opnået.

Men jeg er om muligt endnu mere imponeret over de sange, der var udgivet i forvejen. Jeg havde selvfølgelig hørt dem alle mange gange op til udgivelsen af albummet, men alligevel er hver og en af dem givende ved gentagne gennemlytninger.

Jeg beundrer gang på gang, hvor fornemt Peter Hooks ‘Power, Corruption & Lies’-kanaliserende basgang står over for Georgias afgjort moderne, housede trommearbejde på ‘Aries’. Dynamikken mellem 6lacks autocroon og Elton Johns fyldige skønsang på ‘The Pink Phantom’ fungerer kun bedre for hver gennemlytning, fordi Gorillaz har formået at finde en overraskende passende (og absolut vellydende) instrumental middelvej mellem de tos stilarter, der udvikler sig noget så gnidningsfrit fra ét stykke til det næste.

Der er en kælen for detaljerne, som jeg ikke har bemærket hos Gorillaz længe. Jeg nyder oprigtigt at udforske disse numre i dybden, for gang på gang er der noget fedt at tage fat på. Det er sangene selv, der er i fokus, og det har resulteret i bandets bedste album siden ‘Plastic Beach’.


Kort sagt:
Gorillaz er tilbage! Ikke med et større konceptuelt narrativ, ikke med et overordnet genremæssigt fokus, ikke med noget bullshit – blot med en samling stærke sange, der får det bedste ud af kollaboratørerne, og som vinder ved gentagne gennemlytninger.

Gorillaz. 'Song Machine: Season One – Strange Timez'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af