Efter et årtis dødvande lader Gorillaz endelig til at have fundet gnisten igen

Det er præcis ti år siden, et Gorillaz-album for alvor har imponeret – men en hel del peger på, at deres kommende udgivelse kan vende skuden.
Efter et årtis dødvande lader Gorillaz endelig til at have fundet gnisten igen
Gorillaz.

Kigger man udelukkende på udgivelser, har det ikke været særligt sjovt at være Gorillaz-fan det seneste årti. Siden det mesterlige ‘Plastic Beach’ fra 2010 har Damon Albarns tegneserieband nemlig leveret skuffelse efter skuffelse.

Lad os lige gå dem igennem, inden vi kommer til vendepunktet.

Få måneder efter ‘Plastic Beach’ gav Damon Albarn os det elektronisk orienterede ‘The Fall’, som famøst blev både indspillet og produceret på hans iPad. De umættede produktioner klædte virkelig ikke Albarns sangskrivning, og for at gøre det hele værre, annoncerede Gorillaz i 2012, at de ville holde pause på ubestemt tid.

De vendte dog heldigvis tilbage med ‘Humanz’ i 2017. Og ja, her var fine tracks – som Vince Staples-samarbejdet ‘Ascension’ og den dystre ‘Saturnz Barz’ med Popcaan – men der var langt mellem snapsene, og den generelle tone på albummet var tør og kold.

Senest fik vi ‘The Now Now’ i 2018. Det er helt afgjort et bedre album end både ‘The Fall’ og ‘Humanz’, men for mig markerede det samtidig tidspunktet, hvor jeg begyndte at opgive tanken om nogensinde at høre et Gorillaz-album på niveau med ‘Plastic Beach’ igen. Lyden på ‘The Now Now’ var varm og hyggelig og til tider lidt længselsfuld – men også så utrolig ligegyldig.

Men så kom januar 2020, hvor Gorillaz kickstartede et nyt kapitel med sangen ‘Momentary Bliss’, der havde den løsslupne, hårdtslående UK-rapper Slowthai og den ustyrlige garagepunkduo Slaves med som gæster.

Dét samarbejde fungerede upåklageligt. De politiske kommentarer blev leveret med et glimt i øjet rettere end den doom and gloom-stemning, der prægede ‘Humanz’, og den sprælske lyd gjorde det til et musikalsk medrivende stykke musik. Der var endelig kommet liv i Gorillaz igen.

Dette var det første udspil fra et projekt betitlet ‘Song Machine’, og sidenhen har vi næsten månedligt fået et nyt, konsekvent stærkt track fra tegneseriebandet, altid med en eller flere interessante features krediteret: Georgia, Fatoumata Diawara, Skepta, for blot at nævne et par highlights.

I sidste uge annoncerede Damon Albarn og co. langt om længe et album. Det bærer titlen ‘Song Machine: Season One – Strange Timez’ og udkommer 23. oktober. Titlen antyder, at dette blot bliver det første i en hel serie af album, og trods min håbløse mine for to år siden i forbindelse med ‘The Now Now’, så glæder jeg mig virkelig meget.

Med annonceringen af albummet fulgte sangen ‘Strange Timez’ med The Cure-forsanger Robert Smith på vokal. Og det track er et klasseeksempel til at skulle forklare, hvorfor ‘Song Machine: Season One’ næppe bliver endnu en ‘Humanz’.

Stemningsmæssigt er vi egentlig ikke langt fra det, ‘Humanz’ stod for. Det er en af Gorillaz’ mest dystre, makabre sange nogensinde. Men her er der fra første sekund både nerve og kant, der gør nummeret både nervepirrende og slagkraftigt.

Sangens fundament bliver båret af et spicy riff, der lyder som en synth-vibrafon eller -marimba. Det er creepy, men også finurligt og legesygt. Dertil befolkes instrumentationen af drabelige, dissonante blæsere, der giver fornemmelsen af, at død venter lige om hjørnet.

Det er nærmest lidt over-the-top og karikeret, ganske passende for bandets tegnefilmsæstetik – men det bliver aldrig useriøst. Robert Smiths vokal er ligeledes animeret. Det skaber fornemmelsen af en solid animationsgyser a la ‘The Nightmare Before Christmas’, ‘Coraline’ eller ‘Corpse Bride’.

Det er det perfekte ægteskab mellem The Cures gothrock og Gorillaz’ synthbaserede tegnefilmsverden.

Ud over, at ‘Humanz’ var så kold og tør, at det blev decideret kedeligt, var en hyppig kritik også, at albummet hvilede så meget på sine features, at Gorillaz selv druknede på albummet. Mangt en fan vil sikkert erklære, at dette er en årsag til, at ‘The Now Now’ næsten helt undgik features.

Med en så stjernespækket gæsteliste, som Gorillaz præsenterede sidste uge, er der naturligvis allerede fans, der frygter, at ‘Song Machine’ vil lide samme skæbne. Men stort set alle singlerne har altså tydet på det modsatte.

‘Friday 13th’ lød ikke som en Octavian-sang. ‘Pac-Man’ lød ikke som en Schoolboy Q-sang. ‘Aries’ lød hverken som en New Order- eller en Georgia-sang – og for den sags skyld heller ikke som et samarbejde mellem de to.

Alle 2020-sangene har fundamentalt lydt af Albarns idiosynkratiske tilgang til musik – noget, som end ikke de mest vellykkede sange på ‘Humanz’ kan prale af.

Det lyder af, at han har fundet samarbejdspartnere, der får noget nyt og spændende ud af Gorillaz’ lyd.

Og det lader til, at Gorillaz har genfundet den gnist, der gjorde deres tre første album så fremragende.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af