En vaskeægte legende inden for elektronisk musik kan meget vel være på vej til Danmark.
Sådan ser det i hvert fald ud på en mystisk hjemmeside, som efter alt at dømme teaser den elektroniske pioners ankomst.
Ved første øjekast er hjemmesiden bare helt sort. Men bevæger man musen rundt, lyser baggrunden lige så stille op og afslører et abstrakt emblem, som mange nok vil genkende som Aphex Twins logo, der blandt andet prydede omslaget til det banebrydende debutalbum ‘Selected Ambient Works 85-92′.
Derudover indeholder hjemmesiden ikke meget information om, hvad det hele betyder. Bare et felt til at indtaste din e-mail og en bemærkning om, at du ved tilmelding samtidig skriver dig op til at modtage et nyhedsbrev.
Og hvis nyhedsbrev er det så, man tilmelder sig?
Det er såmænd musikagenturet smash!bang!pow!, der blandt andet står bag festivalen Syd for Solen.
Soundvenue har rakt ud til agenturet for at få en kommentar, og direktør Nikolaj Thorenfeldt bekræfter, at det er dem, der står bag hjemmesiden.
»Jeg kan bekræfte, at det er os, der ejer domænet. Dertil forventer vi at have et par koncertannonceringer i løbet af ugen«, lyder det fra direktøren.
Så hvad skal det betyde?
En mulighed kunne være, at Aphex Twin bliver annonceret til netop Syd for Solen, som i skrivende stund stadig mangler sit tredje og sidste hovednavn. Hvis det er tilfældet, besøger Aphex Twin altså Søndermarken på Frederiksberg fredag 9. juni.
Hovednavnene til årets udgave af Syd for Solen tæller i forvejen Bon Iver og The War on Drugs, som gæster festivalen henholdsvis torsdag og lørdag.