Rihanna vendte tilbage til scenekanten for første gang i fem år i stor stil, da hun spillede i halvlegen under nattens Super Bowl.
Superstjernen gav en 14 minutter lang optræden, der tog de mange millioner af seere gennem hitkataloget – fra ‘Only Girl’ og ‘We Found Love’ til ‘Umbrella’ og ‘Diamonds’ samt features som ‘All of the Lights’ og ‘Run This Town’.
Hele Rihannas optræden kan ses på YouTube.
Og for at toppe det hele, gjorde Rihanna det såmænd, mens hun var gravid med sit andet barn. Det bekræftede en af hendes repræsentanter efter showet.
Rihanna ankom til scenen iført et rødt jumpsuit på en svævende platform, der langsomt blev sænket ned mod scenen. Her blev hun omsluttet af dansere, inden hun til slut blev løftet tilbage mod himlen, mens fyrværkeriet bragede.
Da det sidste år blev annonceret, at Rihanna skulle spille til Super Bowl, forventede mange, at det var ensbetydende med et nyt album.
Men med endnu et barn på vej lader der til at være en god grund til, at Rihanna gentagende gange har understreget, at optrædenen ikke er ensbetydende med et nyt album.
Rihanna udgav sit seneste album, ‘Anti’, i 2016. Sidste år udgav hun et par sange til soundtracket til ‘Black Panther: Wakanda Forever’, hvoraf den ene, ‘Lift Me Up’, blev nomineret til en Oscar.