Selvom det kan være fristende at snige et sneaky Snoop Dogg-citat ind fra tid til anden, bør man lige tænke sig om en ekstra gang. Især hvis man føler fristelsen til at citere Snoop på live-tv.
For nu er en nyhedsvært fra NBC i Mississippi blevet fyret efter at have citeret rapperen i en liveudsendelse. Det rapporterer Stereogum.
»Fo shizzle, my nizzle,« lød det fra nyhedsværten Barbie Bassett i en live diskussion om Snoop Doggs vinmærke.
Udtrykket betyder løst oversat »helt sikkert, min ven«. Der er dog et problem: Ordet »nizzle« er et slangudtryk for N-ordet. Og Barbie Bassett er hvid. Hvilket altså udløste en fyring.
Tv-stationen vil ikke kommentere på sagen.
Det er kun et par uger siden, at Snoop Dogg gæstede Danmark, da han som en anden sensei formåede at tryllebinde Royal Arena.
Ellers lever Snoop Dogg bare sit typiske Snoop Dogg-liv: Danser til en sækkepibeversion af ‘Still D.R.E.’, cruiser rundt (i København) og melder sig, som potentiel arvtager til Twitter-tronen.