Det er ikke altid dem, der råber højest, der har ret.
Det ordsprog gælder generelt her i livet og derfor også til koncerter – og måske især til rapkoncerter.
Jeg har set utallige hiphopshows blive smadret af, at rapperen på scenen råber igennem. Måske fordi han – og det er oftest en han – bliver grebet af stemningen og vil understrege begejstringen ved at hæve stemmen. Eller måske fordi ikke alle rappere er lige skolede i at levere et stramt liveshow. Især helt unge rappere tror måske, at sangen bliver bedre af at blive råbt.
Det passer desværre ikke. Uanset årsagen er resultatet af råb-højest-metoden altid det samme. En dårligere liveoplevelse og en maltraktering af sangene.
Derfor var det lidt af en åbenbaring i fredags, da jeg så Snoop Dogg levere en fantastisk præstation i Royal Arena.
Den var ikke fantastisk, fordi han brugte sin karakteristiske stemme på nye, innovative måder. Den var fantastisk, fordi han simpelthen formåede at fængsle hele den gigantiske arena i Ørestaden nærmest uden at hæve stemmen en eneste gang. Snoop Dogg stolede på, at hans ikoniske, samtalende flow var nok.
Og det var det. Man kunne høre alle de små, skæve nuancer i rapperens sprog. Fornemme, hvordan stavelserne trillede afsted over beatet. Alle de små »one, two, three and to the four«-passager, alle de henkastede »bow wow wow yippie yo yippie yay«–fraser.
Når man råber, forsvinder detaljerne. Når man ikke hæver stemmen, træder nuancerne frem. Man fornemmer personen i teksterne.
Snoop Dogg lød fantastisk, fordi hans karisma strålede ud af hver linje. Han fik samtidig det hele til at lyde nemt. Han havde ikke brug for at råbe eller rende rundt oppe på scenen. Han havde tillid til sin stemme og sin udstråling.
Den strategi virkede selvfølgelig også, fordi Snoop Dogg har gjort ganja-blastet afslappethed til sit varetegn.
Selv når han rapper om gruppesex og mordanklager, lyder han ikke, som om det er noget, der for alvor får ham op af lænestolen. Vestkystlegenden er indbegrebet af stoner-attitude og puff puff pass-mentalitet. Så kan man også give et stadionshow uden at hæve stemmen.
Men jeg tror alligevel, mange rappere kunne lære noget af hans tilgang til koncertformatet.
Først og fremmest fordi han viste, at en stærk vokalpræstation også kan være underspillet – selv når man er rapper.
Men også fordi hans koncert demonstrerede, at et Arena-show kan være uhøjtideligt. Hans tilgang til koncerten gjorde stemningen festlig og familiær, samtidig med at det hele var fejlfrit og professionelt udført. Snoop satte ikke en fod forkert, men han fik det indøvede til at virke spontant.
Meget af det, der kendetegnede koncerten i Royal Arena, skyldes selvfølgelig, at Snoop Dogg har 30 år på bagen som rapstjerne. Så bliver man nok ikke så stresset af at skulle underholde mange tusinde mennesker. Rutinen er der.
Det er dog ikke en selvfølge, at musikstjerner opnår den slags overlegenhed med alderen. Jeg så for eksempel 50 Cent give en forfærdelig koncert på samme scene for nogle år siden.
50 fik ingen af nuancerne frem i sine tekster og lod til at forvente, at koncerten ville blive en succes af sig selv takket være de mange hits. Snoop derimod fik sangene til at vågne til live med en selvfølgelighed, der skjulte, hvor svært det egentlig er at spille en stor arena op.
Der er en sjælden kombination af professionalisme og afslappethed på spil hos den legendariske rapper. Han udstråler en sublim overlegenhed, man ikke skal forveksle med dovenskab eller indifferens. Han gør sig umage uden at man mærker det.
Bare fordi han får det til at virke let, skal man ikke forledes til at tro, at det er det.
I stedet bør man nærstudere, hvordan Snoop Dogg som en anden sensei formåede at tryllebinde en arena uden at hæve stemmen en eneste gang.