‘The Record’: Boygenius-medlemmerne er virkelig gode på egen hånd – men tilsammen er de uimodståelige
De seneste år har været gode for Lucy Dacus, Julien Baker og Phoebe Bridgers.
Hver især har de udgivet album, der har cementeret deres position som tre af deres generations mest lovende sangskrivere.
Derfor lå det heller ikke nødvendigvis i kortene, at det skulle være netop nu, de tre venner satte deres respektive solokarrierer på pause for at genoplive deres fælles supergruppe.
Men i januar sprang tre nye Boygenius-sange frem som trolde af en æske, i marts landede én mere, og nu er gruppens første fuldlængdealbum ude.
’The Record’ er et album om venskab og kærlighed, hvilket bliver slået fast allerede fra de indledende harmonier på ’Without You Without Them’, hvor de tre sangeres stemmer a cappella vikler sig ind i hinanden som en slags mission statement for albummet:
»I’ll give everything I got / Please take what I can give / I want you to hear my story and be a part of it«.
Boygenius er ikke bare tre musikere, der mødes til et halvslattent jam, mens de venter på at kunne vende tilbage til deres day jobs og solokarrierer.
Tværtimod: De har de skabt noget, hvor alt går op i en højere enhed. En perfekt vekselvirkning mellem afdæmpede folk’ede åndehuller og store indierock-kompositioner, hvor hver eneste sang føles som et direkte produkt af de tre bandmedlemmers venskab og uomtvistelige musikalske kemi.
Selvom mange af sangene tydeligvis er skrevet af dem selv hver for sig, er alle tre tydeligt til stede på hele albummet.
Det viser sig både, når de forener stemmerne i skøn harmoni, og på skift giver en sang nye perspektiver ved at synge hver deres vers. Eller når de på klimakset i ‘$20’ lader Dacus og Bridgers’ stemmer suse rundt om Bakers i en hvirvelvind af ord, der starter harmonisk, men ender i herligt kaos.
I en tid, hvor de traditionelle musikgrupper viger pladsen for solokunstnere, lyder og føles Boygenius som et vaskeægte band.
De tager noget genkendeligt og sætter det ind i en helt friskt kontekst, der giver det nyt liv og retning.
På en sang som ’Cool About It’ kan man i de indledende fraser høre tydelige ekkoer af Simon & Garfunkels ‘The Boxer’, men Baker, Dacus og Bridgers formår at skabe deres egen fortælling om alle de ting, man må fortie for at skåne dem, man holder af.
Genkendelig er også dele af den akustiske dagdrøm ‘Leonard Cohen’, hvor Lucy Dacus i løbet af sangens fantastiske afsluttende 20 sekunder med et glimt i øjet både får citeret Cohens sang ‘Anthem’ og kaldt ham for en gammel mand, der skriver liderlig poesi. For til sidst at vende det hele på hovedet ved at give citatet et smukt og ømt personligt twist.
Men lige så meget som Boygenius taler til fortidens helte, lige så ofte refererer de til sig selv og hinanden. Flere af albummets sange genbruger tidligere melodistumper som små ledemotiver.
På et af albummets absolutte højdepunkter, ‘Anti-Curse’, nikker Julien Baker med linjen »salt in my lungs, holdin’ my breath« til sangtitlen ‘Salt in the Wound’ fra debut-ep’en.
Det er en episk og emotionel indierock-meditation over en nærdødsoplevelse på stranden.
Og i den knusende og afdæmpede albumafslutning, ’Letter to an Old Poet’, genbruger Phoebe Bridgers på mesterlig vis melodistykker fra en anden af debutens sange, ’Me And My Dog’, og opnår en altødelæggende, følelsesmæssig effekt.
De to sange viser netop dualiteten på ‘The Record’, der er lyden af tre mennesker, som kender hinanden på en måde, hvor der både er plads til at have det sjovt og rum til at blotte sig fuldstændig. Ligesom i et ægte venskab.
Kort sagt:
Boygenius’ debutalbum er et smukt vidnesbyrd om de tre medlemmers venskab og kærlighed. En perfekt blanding af afdæmpede folk’ede åndehuller og store indierock-bangers.