Et kamera zoomer ind på Rosalías lår, der bliver kærtegnet af kæresten Rauws tatoverede hånd.
Klip.
Rosalía og Rauw krammer og kysser på en caribisk strand.
Klip.
Rosalía sidder udenfor om natten i en rød bikini og barberer sig under armene, imens hun ryger en smøg. Kæresten Rauw tager cigaretten ud af hendes mund.
Klip.
Optagelserne er fra Rosalía og Rauw Alejandros musikvideo til deres nye sang ’Beso’, som kendisparret udgav i fredags sammen med numrene ’Vampiros’ og ’Promesa’. Tilsammen udgør de ep’en ’RR’.
Jeg havde egentlig ikke regnet med, at musikvideoen ville slå benene væk under mig. Men dens POV-agtige hjemmeoptagelser af kæresteparrets rock’n’roll-romantik fik mig til at tænke: Er Rosalía og Rauw Alejandro kandidater til årets kendis-couple?
Nu står der sikkert allerede røg ud af ørene på die hard Rihanna og ASAP Rocky-shippere, men lad mig nu lige præsentere mine tre argumenter. Så kan du skælde mig ud bagefter.
1. De er Romeo og Julie i en tid, hvor det er hot at slå op – og de har musikalsk kemi
Da Miley Cyrus i januar begyndte at synge »I can buy my own flowers« på sin storstreamende ’Flowers’, indvarslede det en breakup-æra på musikscenen.
I don’t need no man-energierne blev understøttet af Shakira, der smed et diss-track lige i hovedet på sin eksmand. SZA hitter med en sang om ligefrem at dræbe sin eks, og PinkPantheress og Ice Spice har heller ikke tid til løgnhalse-mænd.
Med fare for at trække store linjer op: Romance er erklæret død i 2023.
Her er Rosalía og Rauw en kraftig modbevægelse. For ikke alene danner de par, de dyrker en nærmest ‘Romeo og Julie’-agtig romantik for øjnene af hele verden.
Begge har eksempelvis fået kærestetatoveringer. Rosalías tatovering staver deres initialer ’RR’. Så mangler der vist bare det der hjerte med en pil igennem. Rendyrket teenageromantik.
’RR’ er også titlen på deres nye ep.
Og her må vi simpelthen lige tage et moment. For det er med den nye udgivelse, at parret har vist, at de også har fantastisk musikalsk kemi, både på ballader som ‘Promesa’ og hårdere sange som ‘Vampiros’, hvor de to rapper igennem på skift.
De komplimenterer hinanden – for lige at blive i forholdssproget.
Men det er også på ep’en, at Rosalía og Rauw har afsløret sig selv som dybfølte romantikere. Især ‘Beso’ drypper af selvopofrelse i kærlighedens tegn. Det er drama på ‘Titanic’-skalaen.
I musikvideoen til ’Beso’ viser det sidste videoklip en følelsesladet Rosalía med en diamantring på fingeren. Hun fremstammer »Oh my God«. Rosalía vender sig mod Rauw, og siger: »Jeg elsker dig«. De kysser.
Så behøver jeg vist ikke at sige mere.
2. De tør være sexede – i modsætning til fortidens popstjernepar
Selvom Rosalía og Rauw er romantikere, er det ikke en Jane Austen-agtig 1800-talsromantik, de dyrker.
Nok nærmere er det en rock’n’roll-forelskelse med en snert af ‘Bonnie & Clyde’. Rosalía og Rauw er nemlig utroligt sexede – og måske også en smule farlige.
Bare hør rap-versene og reggaeton-rytmerne på den nye ep.
Som den metalliske, onde reggaeton-produktion på ‘Vampiros’, hvor de to elskende iscenesætter sig selv som ‘Blade’-agtige storbyvampyrer. Her er der rimelig langt til Shawn Mendes og Camilla Cabellos fløde-søde kærlighedsballade ’Senorita’.
Der er fuld fart på grills, tanddiamanter, læderfashion og store solbriller. Når paparazzierne fanger dem, er uniformen typisk solbriller og sort tøj fra top til tå.
‘RR’ sætter sex, fest og frigørelse forrest og er dermed antitesen til de Disney-agtige teenforhold, vi kender fra mange tidligere popstjernepar.
3. De er relaterbare i en ellers uopnåelig kendiskærlighedsæra
Ok, ok: Jeg har ikke glemt modbølgen af seksuel frigørelse, som de seneste år er rullet ind over os med en nøgen Kim Kardashian på Kanyes motorcykel til tonerne af ’Bound 2’. Eller Cardi B, der twerkede overskrævs på Offset i musikvideoen til ’Clout’.
Rosalía og Rauw er selvfølgelig ikke det første kendispar, der er utroligt sexede. De er en del af en ny tendens blandt tidens pop- og rapstjerner.
Til gengæld er de måske første par, der er utroligt sexede og samtidig relaterbare.
For på et tidspunkt opnår musikere en stjernestatus og en rigdom, hvor de begynder at promovere deres parforhold på vanvittig ekstravagant vis. Her kan vi liste:
Travis Scott og Kylie Jenner, der fejrede deres datters fødselsdag med en forlystelsespark, hvor hovedattraktionen var en oppustet kopi af deres 2-årige datters hoved.
Beyonce og Jay Z, der købte verdens dyreste bil.
Offset og Cardi B, der kastede absurde mængder penge ud over nøgne strippere til Cardi B’s fødesldagsfest.
Og senest Tyga, der smed over en halv million kroner efter en halskæde til Avril Lavigne.
Enormt fascinerende at følge med i. Men også utroligt uopnåeligt.
Her er Rosalía og Rauw stadig et sted i livet, hvor de fjoller og filmer TikToks og spiller PlayStation i sofaen i natbukser på hyggedage.
På den måde føles den nye ep som en forlængelse af dokumentationen af deres på én gang hypernuttet normale og ekstremt sexede og seje forelskelse. Ep’en lukker os ind, den skubber os ikke væk.
Her vender jeg – endnu en gang – tilbage til ‘Beso’-videoen.
Den er ikke dyrt produceret med greenscreen og dansere og pengesedler og hvad ved jeg. Nej, det er POV-agtige hjemmeoptagelser fra kæresteparrets smartphones. Den er relaterbar.
Se! Der er Rosalía og Rauw – de er ligesom os!
Den blanding mellem noget overjordisk sejt og totalt almindeligt – kombineret med en speciel musikalsk kemi – er unik. Derfor er de min kandidat til årets musikalske kendispar.