Hypen om den sydkoreanske pigegruppe Blackpink er gigantisk.
Fire år i træk har de været den mest streamede pigegruppe på Spotify, de har sat subscriber-rekord på YouTube og deres koncert i Royal Arena sidste år blev udsolgt på kun 20 minutter.
Nu har Blackpink officielt erobreret titlen som verdens mest streamede pigegruppe på Spotify. Det skriver blandt andre musikmediet NME.
I alt er deres musik blevet streamet 8,8 milliarder gange, hvilket ifølge Guinness Rekordbog er 400 millioner gange mere end den tidligere rekordholder, den britiske gruppe Little Mix.
Rekorden er særligt drevet af hits som ‘How You Like That’, ‘Kill This Love’ og ‘DDU-DU-DDU-DU’, der tilsammen er blevet afspillet over 1,8 milliarder gange.
Tidligere på året blev Blackpink den første K-pop-gruppe, der fik over to milliarder visninger på en musikvideo på YouTube med netop ‘DDU-DU-DDU-DU’.
Trods publikumssuccessen var deres andet studiealbum ‘Born Pink’ en kreativ blindgyde ifølge Soundvenues anmelder. Det afholdte dog ikke bandet fra at levere en forrygende koncert i Royal Arena.