Er Drake i beefhumør?
I hvert fald delte han over weekenden et klip fra en endnu uudgivet sang, der efter sigende har titlen ‘Rescue Me’, hvor han sampler ingen ringere end Kim Kardashian.
Sangen fik urpremiere i den seneste udgave af programmet ‘The Fry Yiy Show’ på SiriusXM Radio, og her kunne man høre en replik fra Kim Kardashian fra sæsonfinalen på ‘Keeping Up With the Kardashians’ i 2021.
»I didn’t come this far, just to come this far and not be happy. Remember that«, lyder det fra Kardashian mellem Drakes vers – en replik, der tilsyneladende refererer til hendes skilsmisse med Ye.
På ‘Rescue Me’ rapper Drake blandt andet om, at han gerne vil slå sig ned med en fast partner:
»I need someone to be patient with me/Someone to get money, would not take it from me«. Senere lyder det: »Come and rescue me/Take me out the club, take me out the trap/Take me off the market, take me off the map/I’m tryna hit the group chat and tell ’em«.
På de sociale medier bliver der spekuleret en del i, om Drake er ude på at starte en beef med Kanye West.
De to har tidligere beefet løbende over mere end tre år, hvor West blandt andet anklagede Drake for at sprede rygter om, at han havde haft en affære med Kim Kardashian. Og Drake har løbende udgivet sange, der synes at referere til Kim Kardashian.
Kanye West og Drake lagde tilsyneladende deres konflikter bag sig, da de gav en koncert sammen i december 2021. Men måske det trækker op til storm igen?