Trenden i musikbranchen i dag er, at musik skal være kortere og hurtigere, så man næsten ikke kan kende forskel på sang og social media-content. Der bliver talt meget om korte attention spans og om indhold, der kun tager få sekunder at forholde sig til.
Men det er der bare ikke lige nogen, der har fortalt Mac DeMarco.
I dag udgiver han nemlig albummet ‘One Wayne G’, der i alt rummer hele 199 sange.
‘One Wayne G’ er nærmest ni timer langt og de knap 200 sange er skrevet mellem 2018 og 2023.
Nogle af sangene har ‘rigtige’ titler som ‘Ball For The Coach’, ‘Goodnight Baby’, ‘Father Of The Year’ og ‘Stratocaster’, men de fleste sange er navngivet efter den dag de blev indspillet.
‘One Wayne G’ kommer tre måneder efter at Mac DeMarco udgav sit seneste album ‘Five Easy Hot Dogs’.
Vi gav Mac DeMarcos fjollede, funky og til tider følsomme koncert fire stjerner i Store Vega tilbage i 2019.