Syd for Solen havde egentlig fuldendt årets program, da de i sidste måned kunne offentliggøre blandt andre Confidence Man, Benny Sings og Julie Pavon, men nu tilføjer festivalen endnu et navn til plakaten.
Og det er ikke bare hvilket som helst navn, Syd for Solen i dag kan annoncere. Det drejer sig nemlig om det danske indieband Luksus, som har fundet sammen igen efter mere end 20 års pause.
Luksus består af Mikael Simpson, Lise Westzynthius, Henrik Vibskov og Georg Rune Andersen. Kvartetten var i sin tid aktive fra 1994-2001, og de nåede at udgive en selvbetitlet ep og debutalbummet ‘Repertoire’.
Siden har Mikael Simpson og Lise Westzynthius fokuseret på deres solokarrierer, mens Henrik Vibskov i dag er internationalt anerkendt designer, og Georg Rune Andersen er fotograf og filminstruktør.
Nu finder de sammen igen på Syd for Solen, hvor de åbner festivalen om lørdagen.
Syd for Solen 2023 finder sted fra den 8. til den 10. juni. Årets hovednavne tæller Bon Iver, Aphex Twin og The War on Drugs.