Abel ‘The Weeknd’ Tesfaye er på vej ind i en ny fase af sin karriere.
Han er snart aktuel i den imødesete HBO-serie ‘The Idol’, som han ofrede blod, sved og tårer for at få lavet, og han har flere filmprojekter i støbeskeen.
Det betyder ikke, at han er færdig med at lave musik, men noget kunne tyde på, at det i den nærmest fremtid bliver under et andet navn end The Weeknd.
I et interview med W Magazine fortæller Tesfaye, at han har planer om at »dræbe« sit alterego The Weeknd.
»Jeg gennemgår en katartisk proces lige nu. Jeg er ved at være nået til et sted og et tidspunkt, hvor jeg er klar til at lukke Weeknd-kapitlet. Jeg vil stadig lave musik, måske som Abel, måske som The Weeknd. Men jeg vil stadig gerne dræbe The Weeknd. Og det vil jeg gøre. Til sidst. Jeg vil helt sikkert forsøge at smide mit ham og blive genfødt«, siger Tesfaye.
Han siger, at han i øjeblikket arbejder på et album, der kan blive hans sidste som The Weeknd:
»Albummet, jeg arbejder på lige nu, bliver nok mit sidste som The Weeknd. Det er noget, jeg er nødt til at gøre. Som The Weeknd har jeg sagt alt, hvad jeg kan sige«.
I samme interview fortæller The Weeknd om den hårde tilblivelsesproces af ‘The Idol’.
Han siger blandt andet, at det var vanskeligt at gå fra at spille sin karakter i serien til at spille The Weeknd til koncerter om aftenen. På et tidspunkt under optagelserne mistede Tesfaye sin stemme, hvilket han tilskriver den hårde balancegang mellem de to roller.
‘The Idol’ får premiere på HBO Max herhjemme 5. juni.
.