Popstjernen Abel Tesfaye aka The Weeknd skal spille over for to af tidens varmeste navne, Barry Keoghan og Jenna Ortega, i en kommende film, som musikeren selv har været med til at skrive.
Det skriver Deadline.
Tesfaye har tidligere optrådt som sig selv i Safdie-brødrenes hæsblæsende Adam Sandler-film ’Uncut Gems’ og senere i år, spiller han med i HBO-serien ’The Idol’, som han også selv været med til at udvikle.
Men det kommende projekt med den Oscar-nominerede Keoghan fra ’The Banshees of Inisherin’ og den eftertragtede Ortega med hovedrollen i den store Netflix-serie ’Wednesday’ bliver Tesfayes reelle spillefilmsdebut.
Tesfaye præsenterede for nylig sin idé til den kritikerroste instruktør Trey Edward Shults (‘It Comes at Night’, ‘Waves’), som skal instruere filmen. Sammen har de færdiggjort manuskriptet sammen med Reza Fahim, som også skrev ’The Idol’ med Tesfaye.
Alt i alt lyder det ganske spændende, selvom vi endnu ikke ved noget om hvad filmen kommer til at handle om, eller hvem skuespillerne skal portrættere.