»En vanvittig og tidløs plade«.
Sådan lyder beskrivelsen af det nye, endnu unavngivne fællesalbum fra Branco og Node, som førstnævnte i går aftes annoncerede via et Instagram-opslag.
Her kunne Branco også afsløre, at albummet er sat til at udkomme allerede 19. maj – altså om kun to uger.
Ved midnat kunne de to rappere desuden dele sangen ‘Honeymoon’, som er første single fra det kommende album. En solbeskinnet kærlighedssang fuldendt med spansk guitar, som ifølge Branco er »første udspil af mange«.
Node har også kommenteret udgivelsen på sin egen Instagram, hvor han kalder singlen »en hyldest til kærlighedens kraft og de magiske øjeblikke«.
‘Honeymoon’ er Nodes første single siden sommeren 2022. Branco udgav tidligere i år sangen ‘Daglig dosis’, og inden da samarbejdede han med Icekiid på sangen ‘Chopmoney’.