1. Benny Jamz ‘Ny sejr’
Det er ikke engang et år siden, at Benny Jamz udgav albummet ‘Jamo’, hvor han med sine kreative ganja-bars nærmest omskrev det danske sprogs regler, men nu er B.O.C-medlemmet klar med endnu et album i eget navn.
‘Ny sejr’, som det nye album hedder, er sidste nye skud på stammen i Jamz’ blomstrende solokarriere, der for alvor tog fart i 2020, og som i sidste uge nåede et foreløbigt højdepunkt med et stærkt soloshow i Vega.
I årevis har den dansk-jamaicanske rapper ellers fokuseret på samarbejder med prominente skikkelser som Gilli, Kesi og Branco. Men lige for tiden går den evige holdspiller altså enegang.
Lyt til albummet HER.
2. Ed Sheeran ‘-‘
Uanset om man elsker eller hader ham, kommer vi ikke udenom, at Ed Sheeran er en af verdens mest populære popstjerner.
12 år efter debuten ‘+’ udgiver Sheeran i dag albummet ‘-‘, som bliver det sidste i rækken af matematik-album.
Det nye album ser desuden ud til at blive sangskriverens mest sårbare udgivelse til dato. ‘-‘ er nemlig skrevet i en periode, hvor Sheerans bedste ven gik bort, og hvor hans gravide kone fik konstateret en svulst.
Lyt til albummet HER.
3. Fallulah ‘Celeste’
Det seneste album fra dansk-rumænske Fallulah landede faktisk allerede i tirsdags, men der er en god grund til, at det endnu ikke er dukket op i dit Spotify-feed. Albummet udkom nemlig slet ikke på streamingtjenesterne, men kun på vinyl, CD og som digitalt download.
‘Celeste’ er Maria Apetris femte album under kunstnernavnet Fallulah, og hendes første siden 2020-albummet ‘All My Eyes Are Open’.
Køb albummet HER.
Hør også disse album, hvis du vil være helt opdateret:
SBTRKT ‘The Rat Road’
Billy Woods & Kenny Segal ‘Maps’
Fred Again.. & Brian Eno ‘Secret Life’