150.000 danskere skal se Ed Sheerans koncerter på Amager: Hvorfor er han så forbandet populær?

Den britiske singer/songwriter er blevet kritiseret for at skrive generiske ørehængere og overspille sin folkelighed. Alligevel er han populær som næsten ingen anden. Hvad er det, de kritiske anmeldere ikke forstår?
150.000 danskere skal se Ed Sheerans koncerter på Amager: Hvorfor er han så forbandet populær?
Ed Sheeran. (Foto: Dan Martensen)

KOMMENTAR. Der er ét spørgsmål, som alverdens anmeldere har prøvet at svare på de seneste år:

Hvorfor er Ed Sheeran så forbandet populær?

For det er han. I begyndelsen af august skal 150.000 danskere se ham spille fire udsolgte koncerter i Øresundsparken på Amager. Det er lige så mange betalende gæster, som Smukfest og Roskilde Festival har tilsammen.

Ed Sheeran er helt ekstremt populær. Men meningerne om ham er delte. Det kan godt være, publikum elsker den evigt smilende nice guy og hans melodiske sans, men det gør anmelderne ikke. Som i overhovedet ikke.

Da Pitchfork anmeldte den 31-årige hitmagnets seneste album, ’=’, fik det den nådesløse karakter 3,6 ud af 10. Det var endda en forbedring siden megasuccesen ’÷’ fra 2017 – en veritabel hitparade med singler som ’Castle on the Hill’ og ’Shape of You’ – der måtte nøjes med karakteren 2,8.

Der er noget paradoksalt ved den her lidt forsagte fyr. Anmelderne hader ham, men de brede masser elsker ham. Hvad skyldes det?

Milliardæren nede fra pubben

Hadet er måske nemmest at forklare. Der er trods alt en lang tradition for, at medier affejer letbenet pop som uoriginalt, overfladisk og kommercielt. Den tradition er det rimelig let at skrive sig ind i som anmelder.

Vi kender kritikken af det lidt for populære til hudløshed: »50 millioner Elvis-fans kan godt tage fejl«.

Da moderne anmelderi blev født i 1960’erne, var det jo nærmest for at forsvare rocken imod kommercialisering. Musik skulle indeholde flere lag, allerhelst skulle den kunne redde verden.

De seneste år er der ganske vist sket en udvikling mod, at popmusik bliver anerkendt af kritikere på lige fod med rock og andre genrer. I hvert fald en vis popmusik – se bare på en som Taylor Swift. Andre artister, som Ed Sheeran, bliver fortsat set ned på.

Måske fordi han ikke mener så meget.

Ed Sheeran. (Foto: Dan Martensen)

Han er gutten, der bare gerne vil elskes af alle – og næsten gør krav på det. I en tid, hvor det ellers er afgørende for kunstnere at have et politisk projekt, står han og vajer i vinden som en apolitisk dunhammer.

Hallo, han vil bare gerne skrive en god sang.

Samtidig indtager Sheeran rollen som en af gutterne nede fra den lokale pub. Se, hvor han smiler ydmygt. At han så også er en af verdens rigeste og mest magtfulde musikere, er nærmest en detalje; milliardær er det nye arbejderklasse.

Cheers, Ed.

Det er den drøm, han sælger. At stjernen er en del af folket. At så forskellige er vi jo heller ikke. At folkelighed faktisk er noget, der eksisterer. Og gider I så i øvrigt lige holde min øl, mens jeg går ind ved siden af og smadrer en ny salgsrekord?

Folkeligheden har en stor part i hans popularitet hos, ja, netop folket. Men for andre virker den hyklerisk, fordi fortællingen om den normale Ed jo et eller andet sted er løgn.

Softrockens forbandelse

Én ting er, at Ed Sheerans selvfremstilling deler vandene. Noget andet er, at den genre – lad os kalde den softrock – som han ofte opererer i, sjældent har fået anerkendelse fra denne verdens kritikere. Selv om lyttertallene er enorme.

Men er kritikken berettiget?

I længden bliver det lidt træls at høre folk beklage sig over, at softrocken endnu en gang har vist sig at være generisk og indholdsløs.

Især når man tænker på, hvor ofte det er sket i musikhistorien, at de kunstnere, samtidens anmeldere kaldte overfladiske, med tiden har opnået ny respekt og forståelse.

Mangler nogle kritikere et sprog til at sætte pris på denne her bløde, lette musik? Dengang man rigtig begyndte at anmelde pop og rock for 60 år siden, var idealerne for musik meget maskuline. Er vi helt kommet ud af den tankegang? Måske ikke.

Ed Sheeran. (Foto: Dan Martensen)

Jeg har ikke et endeligt svar på, hvorfor Ed Sheeran er blevet så vanvittigt populær. Folkeligheden spiller en stor rolle. Det samme gør musikkens lettilgængelighed. Hans omkvæd sætter sig fast.

Men derfra og helt op til der, hvor man sælger 150.000 billetter i Danmark? Er det markedsføringen af ham? Tidsånden? Formentligt en kombination af det hele.

Jeg synes i hvert fald ikke, man skal beskylde millioner af fans for at lide af falsk bevidsthed eller dårlig smag.

Det er fair nok at kritisere Sheerans folkelighed, men hvis 150.000 mennesker har købt billet til de fire koncerter i Øresundsparken, er det ikke, fordi de nødvendigvis har taget fejl af noget. Så er det, fordi der også findes en kvalitet.

I modsætning til alle mulige andre genrer har softrock-fans aldrig fået etableret et synligt fællesskab. Musikken har været voldsomt populær, men fanskaren har aldrig sat foden ned og insisteret på at blive taget alvorligt.

Det kommer nok heller ikke til at ske nu.

Jeg forstår godt, hvis mange fans er trætte af at skulle svare på, hvorfor Ed Sheeran er så populær. Måske er det tid til et nyt spørgsmål: Hvornår holder folk op med at hate på softrock? Det ligner en bad habit.

Ed Sheeran spiller fire koncerter i Øresundsparken den 3.-6. august.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af