Føler Ed Sheeran virkelig stadig, han har noget at bevise? Det så sådan ud, da han knoklede foran 40.000 mennesker på Amager
Som han roterede rundt på scenen i midten, lignede Ed Sheeran en forlystelse. En karrusel, der kørte i cirkler, for at alle skulle få lige mange glimt af vor tids største hitmager.
Ed Sheeran, ladies and gentlemen, kongen af Spotify.
Nykker har den 31-årige én-gang-gadesanger-altid-gadesanger dog endnu ikke udviklet.
I løbet af to timers percussivt loopende hitparade udviste han en protestantisk arbejdsmoral uden pauseknap. Føler han virkelig stadig, han har noget at bevise?
Det så sådan ud, da han foran 40.000 gæster spillede den første af i alt fire koncerter i Øresundsparken på Amager.
Fra den mere bøvet dunkende del af sit sangkatalog lagde han ud med ‘=’-albumåbneren, ’Tides’. Og fulgte op med Bruno Mars/Chris Stapleton-samarbejdet ’Blow’, hvis hårdt rockende trio af elguitarer og kantede vokal allerede virkede som et statement: ’Rygterne om min bløde anonymitet er stærkt overdrevne’.
Nu havde vi hilst på bandet. Men Sheeran er stadig mest tilpas, når han har scenen for sig selv, så de blev pænt tryllet væk igen.
I stedet fulgte en indføring i virtuos loopingteknik og et indblik i sangskriverens indre maskinrum. Omhyggeligt byggede Sheeran sange som ’Shivers’ og ’Castle on the Hill’ op, fragment for fragment, ligesom det arbejdende folk havde rejst stilladstribunerne omkring ham.
Igen fornemmede man et argument. Hallo, venner, det er ikke algoritmer, der skriver de her sange. Det er bare mig, Ed. Mig og min guitar. Se, hvor nemt det er, man gør bare … sådan her.
Måske var det egentlig koncertens mest rørende element. Den her, hvad skal vi kalde det, mesterlære. At se de seneste ti års mest succesrige sangskriver demonstrere sit håndværk og forvandle enkle brudstykker til små, uudslettelige popsymfonier på stedet.
Nå ja, måske er det ikke så verdensomvæltende, at koncerten grundlæggende handlede om sangskrivning. Det er den pakke, man får hos Sheeran: Han lover dig musikalsk talent og arbejdsomhed, men ikke det store politiske og sociale engagement med verden.
Til gengæld holder han så også, hvad han lover.
Lyden var forbilledligt klar, og Sheeran fik sin akustiske guitar til at synge frenetisk. Nostalgiske ’Give Me Love’ endte i et klimaks med så mange lag på lag, at det lød som en hylende ulveflok.
Når han en sjælden gang slap loopingstationerne, viste han stort rytmisk overskud. En intim ballade som ’The A Team’ blev til en symbiose mellem instrument og musiker, drevet frem af diskret temperament.
Alligevel mangler han stadig en væsentlig ingrediens i sine koncerter. Efter en times tid satte en mæthed i hvert fald ind for mit vedkommende.
Bandet havde været på kort besøg fra deres satellitscener, men Sheeran vendte hurtigt tilbage til sit soloshow. Med god grund, egentlig, for han fik ikke meget ud af de ekstra musikere. Lidt slideguitar og balladeklaver føjede ikke noget væsentligt til sangene.
Det betød dog ikke, at han ikke havde brug for sit band. For da han nedgraderede lydbilledet til guitar, vokal og enkelte synthmotiver i de sidste tre kvarter af koncerten, havde han ikke flere kaniner i ærmet.
Hits havde han stadig til overflod – ’Love Yourself’, ’Shape of You’, ’Bad Habits’ – for Sheeran turnerer med branchens dyreste sætliste. Men de lydlige muligheder var udspillet, uanset hvor energisk han speedrappede, hvor intim hans let nasale stemme blev, eller hvor hårdt slagtøj han forvandlede sin guitar til.
Vi havde allerede hørt det hele.
Det, man havde brug for til sidst, var en kropslig overgivelse, et dyrisk klimaks. Klubbens dansegulv. Det kunne Sheeran trods alt ikke trylle frem ene mand, her manglede han et bands tyngde. Ikke bare loopingens imitationer af tung bas og eksalterede trommer, men den ægte, sveddryppende vare.
Koncerten viste, at Sheeran er et menneske af kød og blod. At han godt ville kunne bestå en Turing-test. Men lige en tand for familievenligt endte besøget i den ærgerrige sangskrivers værksted måske nok. Det kan der arbejdes på.
Kort sagt:
Ed Sheeran begravede enhver snak om algoritmer og tandløshed, da han knoklede sig gennem et spektakulært show på Amager. Han mangler dog stadig at få integreret sit band i musikken, før hans hitparade går helt i kroppen.