Sidste år kom det frem, at de spanske myndigheder er i gang med at undersøge anklager mod Shakira om skattefusk for mere end 100 millioner danske kroner.
Straffen kan i yderste konsekvens indebære en astronomisk bøde på 225 millioner kroner og otte års fængsel for den colombianske popstjerne.
Humlen i sagen er, at de spanske myndigheder mener, at Shakira har været skattepligtig i Spanien, fordi de mener, hun har været bosat i landet mere end 183 dage om året mellem 2012 og 2014, hvor hun altså ikke betalte skat i landet.
Shakira mener derimod, at hun aldrig opholdt sig i Spanien så mange dage om året i den periode, fordi hun konstant var på farten. Det fremgår af en artikel i den spanske avis El País, der har fået adgang til hidtil hemmelige optagelser fra det indledende retsmøde mod Shakira, som blev afholdt i 2019.
»Min musik eksploderede i de år over hele verden. Jeg var alle vegne. Jeg tilbragte mere tid om bord på et fly end en pilot. Jeg var en nomade, uden rødder og stabilitet. Jeg rejste så meget, at jeg var i tre forskellige lande på én dag«, fortalte Shakira blandt andet og fortsatte:
»Mens jeg var gravid, arbejdede jeg 14 timer i døgnet. Jeg havde bestilt et kejsersnit, så jeg kunne overholde min kontrakt med ‘The Voice’ (talentprogram, hvor Shakira var mentor, red.). På dagen for fødslen mødte jeg op på fødestuen i fuld makeup, fødte og gik igen med min baby under armen«.
Et af de spanske myndigheders argumenter for, at Shakira boede i Spanien, var blandt andet hendes forhold til fodboldstjernen Gerard Piqué, som begyndte i 2011 og sluttede for nyligt.
Men forholdet har ifølge Shakira ikke haft konsekvens for hendes travle skema:
»Jeg husker, at jeg skulle flyve fra Marrakesh til Kroatien, og vi fløj over Barcelona, så jeg bad piloten om at mellemlande. Bare så jeg kunne give ham (Piqué, red.) et kys. Jeg ved ikke om skattemyndighederne har indregnet det som en dag i Spanien«, lyder det fra Shakira.
Hun argumenterer også for, at hun har været bekendt med skattereglerne via sine advokater, og nøje har sørget for, at hun ikke var i strid med loven.
Hun siger videre, at det faktum, at hun købte hus i Spanien i perioden, ikke gjorde det til hendes hjem. Hun ejer nemlig huse i Uruguay, New York, Miami, Barranquilla, Nassau og Barcelona.
Shakira raser ved retsmødet over, at hun bliver udsat for retsforfølgelse på grund af sin (eks)mand. Hun siger, at det næppe ville være sket for en mandlig musiker.
»Jeg tvivler på, at Bono (forsanger i U2, red.) ville sidde tiltalt i en straffesag med så alvorlige konsekvenser, hvis han havde været i samme situation som mig«.