Koncert i Parken: Coldplay fik mig både til at græde og til at blive dødtræt af deres gimmicks
En pæn håndfuld sange inde i Coldplays ellers stramt strukturerede koncert satte Chris Martin sig ved et lille klaver i midten af en cirkulær platform, der befandt sig for enden af en lang catwalk ud fra scenen. Resten af medlemmerne trådte ud af rampelyset, og Martin bad folk om at holde skilte med sangønsker op.
Han læste en håndfuld skilte op, ind til han faldt over ét fra en indonesisk fan: »Det er min fars fødselsdag, men han er her ikke længere – kan vi ikke nok synge ‘Daddy’?«.
Den ømme ‘Everyday Life’-ballade blev da leveret med pågældende fan ved siden af Chris Martin ved klaveret. Jeg begyndte sgu at græde.
Det er længe siden, jeg sidst har overværet et så smukt eksempel på, hvor helende og samlende musik kan være.
Andre steder i koncerten fjollede Coldplay rundt med alien-masker. Eller sang duet med de kiksede muppet-knockoffs fra musikvideoen til ‘Biutyful’. Eller spildte tid på at lefle for det danske publikum ved at skabe fællessang til ‘Der er et yndigt land’ – hvor Chris Martin mislykket råbte »one more time«, mens publikum instinktivt sprang frem til linjen »Vort gamle Danmark skal bestå«, hvortil nummeret faldt fra hinanden.
Eller hvad med ‘Sky Full of Stars’, hvor Chris Martin foregav at have fået en pludselig trang til at starte nummeret forfra, bedst som det var begyndt, så vi kunne nyde dette ene nummer uden smartphones, kameraer eller lignende.
Dude, bare sig det inden nummeret, i stedet for at afbryde sangens momentum fuldstændig (Coldplay har lavet dette stunt hele turnéen igennem, så det var ikke et spontant indfald).
Jeg tror næppe, jeg nogensinde har haft så meget at brokke mig over til en koncert, der ellers tidligt rørte mig så meget.
‘Daddy’ var dog på ingen måde et isoleret lysglimt heller. Hele første halvdel af koncerten var noget nær perfekt. Jo, lyden kunne godt have været bedre de første par numre, men de kom rigtig hurtigt efter det. Men ellers var der stadion-poprock af topformat i løbet af hele koncertens første halvdel.
Det lækre basriff på ‘In My Place’ gik lige i hjertet. ‘Hymn for the Weekend’ var smukt ornamenteret med pyroteknik på alle de rigtige tidspunkter og totalt veloplagt call-and-response med publikum.
‘Viva La Vida’ var en euforisk og forenende oplevelse, hvor hvert »åh-uh-åh« fra publikum blot gjorde stemningen vildere. Og en sang som ‘The Scientist’ var så fornemt eksekveret med en ensom Chris Martin bag klaveret i starten, før skalaen udvidede sig til en fyldig rocksjæler, hvor alle instrumenter buldrede fremad.
Men efter et dusin sange var det som om, bandet konkluderede, at de kun kunne fastholde vores opmærksomhed, hvis der var nogle gimmicks.
Nogle af dem havde nok været fine i isolation – det var en flot gestus for døve koncertgængere at optræde med tegnsprog under ‘Something Just Like This’ – men når de mange gimmicks hobede sig op, endte det med at distrahere fra musikken.
Optrædenerne havde ellers sagtens kunnet stå på egne ben. Coldplay blev ved med at være vellydende hele koncerten igennem, og særligt Chris Martin forstod at underholde og engagere sig med publikum.
Tilsæt et af de mest imponerende lysshows, jeg har set (blandt andet hjulpet på vej af lysende armbånd, man fik tildelt ved indgangen), og der var skam stadig rigtig meget at holde af, selv når fjollede tiltag distraherede fra oplevelsen.
Men hvis fokus blot havde været på at spille, havde koncertoplevelsen nok været endnu bedre og mere fokuseret.
Kort sagt:
Der var alt for mange gimmicks til Coldplays Parken-koncert. Og de var fuldstændig unødvendige, for bandet spillede hele vejen igennem godt nok, til at sangene kunne stå på egne ben.