Døden har efterladt sine spor på Depeche Mode – men i Parken sprudlede de af livskraft
Man blev lidt bekymret for Dave Gahan, da han under ‘It’s No Good’ – aftenens fjerde sang – pitchede en anelse skævt og samtidig lød forpustet.
Hans diskrete entré, da koncerten begyndte, kunne også godt antyde, at Depeche Modes karismatiske og energiske indpisker måske ville lægge en mere afdæmpet sceneoptræden for dagen.
Men hvor tog man dog fejl. Gahan var straks efter tilbage i sit vanlige gear, og Depeche Modes koncert denne sommeraften i Parken strålede som en af synthpop-pionerernes bedste optrædener på dansk jord i mange år. Af de fem gange, jeg har oplevet bandet, var det i særklasse den bedste koncert.
Selvom Gahan og Martin Gore altid vil indtage hovedrollerne, fornemmede man dog fraværet af Andy Fletcher. Den nyligt afdøde medstifter var limen mellem frontmanden og sangskriveren, der altid spredte god karma bag sine maskiner på scenen.
Deres publikumsinteragerende udadvendthed til trods har Depeche Mode aldrig været et band, der sludrer mellem numrene. Derfor var det også helt i ånden at hylde deres afdøde bandkammerat med et stillbillede af ham på storskærmen, der gradvist ændrede sig i løbet af ‘World in My Eyes’.
Generelt var Depeche Mode i humør til at servere dele af materialet i effektfulde omarrangementer, der pirrede oplevelsen, og som samtidig gav indtryk af, at Gore og Gahan – samt deres faste livemakkere Christian Eigner og Peter Gordeno – nyder at tage deres sange nye steder hen.
Således klædte det ‘John the Revelator’ med en mere organisk fremdrift, og Gores enkle guitarspil i harmoni med Gordenos keyboardanslag i ‘Precious’ understregede sangens format.
Seancen blev for alvor gåsehudsfremkaldende, da Gahan og Gore gik i nærkontakt med masserne og i smuk duet fremførte ‘Waiting for the Night’, kun akkompagneret af diskrete synths og et flammehav af lysende iPhones fra publikum, som andægtigt lod sig henføre.
Selv bagkatalogets helt store sing-alongs smagte som friske nyopdagelser.
‘Just Can’t Get Enough’ var ekspanderet med en langstrakt call-and-response-passage, og ‘Personal Jesus’ startede helt nedbarberet som en sumpet delta blues, der snedigt varmede publikum op til det gjaldende »Reach out and touch faith!«-mantra.
Og der blev i dén grad sunget med. ‘Everything Counts’ stod for et kæmpe samlende øjeblik i Parken, hvor Gahan løb ud på podiet i menneskehavet og dirigerede en fællesang, der bare blev ved. Ligesom ‘Walking In My Shoes’ og ‘I Feel You’ tordnede igennem som massive monolitter.
Det kan godt være, at døden har efterladt sine spor på de indre linjer, men Depeche Modes koncert i Parken understregede, at de forsat insisterer på samhørigheden med fanskaren, og at de har appetit på den slags magiske momenter, som kvalitetsmusik kan skabe.
En blændende tour de force i livskraft, nærvær og spillelyst.
Kort sagt:
Depeche Mode sprudlede af nærvær og spillelyst i Parken. En livsbekræftende tour de force, der understregede, at synthpop-legenderne forsat har musikalsk nysgerrighed til at skabe de magiske momenter, som deres blændende bagkatalog har format til.