‘Memento Mori’: En dybt tragisk omstændighed har resulteret i et nyt hovedværk fra Depeche Mode
Dødssymbolikken svæver tungt over Depeche Modes nye album.
Det er åbenlyst rent visuelt på albumcoveret, der viser to bårebuketter omkranset af englevinger, og på albumtitlens latinske påmindelse, der forkynder: ‘Husk, at du skal dø.’
I sangteksterne er manden med leen ligeledes en hyppig gæst.
»I’ll meet you on the other side / Find it hard to swallow when you watch another angel die«, lyder det i den fornemme ‘Wagging Tongue’, og det er nærliggende at perspektivere til den triste omstændighed, der fandt sted umiddelbart inden de britiske synthpop-legender påbegyndte at indspille deres 15. studiealbum.
Andy Fletcher, der havde været med siden starten i 1980, døde pludseligt i maj 2022, og selvom hans musikalske input ofte var minimalt, var han ikke desto mindre limen, der fæstnede den indre dynamik i Depeche Mode.
Dave Gahan og Martin Gore har valgt at bære faklen videre, og omstændighederne synes at have bragt de to centrale medlemmer tættere sammen og givet dem mod på at føje nye facetter til signaturlyden.
‘My Cosmos Is Mine’ ulmer løs i velkendt farvand, men det elektronisk-hypnotiske varieres klædeligt med et nærmest sakralt mantra halvvejs inde.
Ligeledes vidner de synkoperede elektroniske lilletrommeslag i ‘My Favourite Stranger’ og det percussive fundament med shaker og synthbas i ‘Caroline’s Monkey’ om at Gore og Gahan stadig har smag på at servere deres materiale, så man spidser ører.
Duoens tæft for at levere iørefaldende melodier, der øjeblikkeligt sætter sig fast, er også usvækket.
‘Ghosts Again’, førnævnte ‘Wagging Tongue’ og ‘People are Good’ har klassiker-potentiale. Og den tindrende ‘Speak to Me’ skriver sig straks ind blandt de smukkeste ballader i kataloget.
Albummet ser Gore og Gahan krydse klinger som sangskriver-par, ligesom sidstnævnte også denne gang kommer mere kreativt til fadet som tekstforfatter.
Således fortsætter den klædelige disposition, der har hersket i DM-regi siden ‘Playing the Angel’ fra 2005, hvor Gahan begyndte at bidrage med sange. Her berørte frontmanden åbenhjertigt sine egne oplevelser, som da han i sin allermørkeste stund som heroinmisbruger var erklæret klinisk død i to minutter.
Det er nærliggende at drage paralleller mellem det album – ‘Playing the Angel’ – og det aktuelle opus.
For når mørket er krybet helt ind i intimsfæren, er en vedkommende, direkte og effektiv udtryksform blevet aktiveret, som for alvor har gjort Depeche Mode til et gribende bekendtskab.
Således også på ‘Memento Mori’, hvor døden altså denne gang – desværre – ikke blot åndede gruppen i nakken. Med reference til et andet stort album i diskografien har Depeche Mode været bedst, når de har givet sig hen til den sorte hyldest.
Selvom man naturligvis ønskede, at omstændighederne var anderledes, er resultatet endnu et hovedværk i en imponerende karriere.
Kort sagt:
Med døden i nært kredsløb om deres egen intimsfære har Depeche Mode fire årtier inde i karrieren begået et hovedværk, der emmer af nærvær.